Trætheden ved MS adskiller sig fra det, vi alle sammen kan opleve, hvis vi for eksempel har sovet for lidt eller føler os udkørte. For at skelne MS-trætheden fra andre former for træthed plejer man at kalde den for ”fatigue”. En del patienter har en vedvarende fatigue, mens den hos andre kan forværres eller komme i tilknytning til anstrengelse og/eller varme.
Fatigue beskrives tit som en lammende træthed og følelse af udmattelse og opleves af mange MS-patienter som det sværeste og mest invaliderende symptom. Det begrænser arbejdsevnen og indvirker negativt på livskvaliteten.
Det faktum, at symptomet er ”usynligt”, gør også, at mange patienter føler sig misforståede af deres omgivelser, der kan opfatte dem som uinteresserede, initiativløse og sløve. En del patienter med MS bliver hjulpet af de symptomlindrende behandlinger, der findes. Desuden er målrettet fysisk træning tit en bedre hjælp end hvile til at komme over fatigue.
Hvordan hører træthed, kognition og depression sammen?
Trætheden ved MS er nært sammenkoblet med de kognitive problemer, sygdommen kan give. Ved kognitive problemer forstås tankefunktioner som for eksempel at tænke, huske og planlægge. Trætheden og de kognitive funktioner har af og til samme konsekvenser – det er svært at overkomme arbejdet, man glemmer ting og får svært ved at koncentrere sig. De kognitive funktioner påvirkes også af en depression. Er man deprimeret, påvirkes tit hukommelse, udholdenhed og initiativ.
Samspillet mellem træthed, kognitive problemer og depression er stort. Både træthed og depression kan føre til kognitive problemer, samtidig med at kognitive problemer dræner personen for energi og kan føre til træthed. En depression tærer også på energien og fører til træthed.
Senest opdateret:
2011-11-18