Undersøgelsen ”Cancer risk among patients with multiple sclerosis and their parents” blev offentliggjort på Neurology Online den 31. marts 2009.
En undersøgelse, der er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Neurology, viser, at personer med MS har lavere risiko for at få kræft, end personer uden MS.
En af forklaringerne kan være, at mennesker med MS ofte ændrer livsstil efter, at de har fået stillet diagnosen, og dermed lever et sundere liv.
Undersøgelsen, der er gennemført på Karolinska Institutet, bygger på data fra 20.000 personer med MS og 204.000 personer uden MS. Resultatet viser, at personer med MS over 35 år havde 10 procent lavere risiko for at få kræft i forhold til personer uden MS. Som gruppe var resultatet mest markant blandt kvinderne.
Livsstil
Hvad årsagen er, ved forskerne ikke med sikkerhed. En forklaring kan være, at personer med MS ofte ændrer livsstil efter, at de har fået stillet diagnosen, og dermed lever et sundere liv, end de gjorde før. Personer med MS har eksempelvis ofte lavere BMI (body mass index) end den gennemsnitlige befolkning. Og man ved fra tidligere undersøgelser, at der er en sammenhæng mellem kropsvægt og kræftrisiko.
Risiko for visse typer kræft
Selv om personer med MS ifølge undersøgelsen generelt har nedsat kræftrisiko, er billedet for visse kræftformer omvendt. Det gælder hjernesvulster og kræft i urinblæren.
Personer med MS viste sig ifølge undersøgelsen at have 44 procent øget risiko for at få kræft i hjernen. For at finde eventuelle genetiske forklaringer, kiggede forskerne nærmere på MS-patienternes forældre. Man fandt dog ingen øget kræftrisiko hos MS-patienternes forældre sammenlignet med forældre til personer uden MS.
Hyppigere scanninger
En forklaring, som forskerne hælder til angående den forhøjede risiko for hjernesvulster, er MS-sygdommens inflammationer i det centrale nervesystem. En anden forklaring kan være, at der faktisk ikke er tale om nogen reel øgning af risikoen, men at personer med MS underkastes hyppigere neurologiske undersøgelser. Det betyder, at hjernesvulster opdages tidligere end normalt.
Risikoen for kræft i urinblæren var forholdsvis lille. Under 0,2 procent af personerne med MS havde fået stillet diagnosen kræft i urinblæren ved hver 10-årsopfølgning. Her mener forskerne, at der måske er en sammenhæng med den oprindelige sygdom.
Senest opdateret:
2011-07-05