Sådan påvirkes din bevægelighed

Læs mere om hvordan MS påvirker din bevægelighed!

Behandling for at påvirke sygdomsforløbet

MS er en inflammatorisk sygdom, der rammer centralnervesystemet. Der findes tre MS-typer: Attakvis, sekundær progressiv og primær progressiv MS. Tidlig behandling har effekt på sygdomsforløbet – både på kort og langt sigt.

For de fleste starter MS som en sygdom, der kun mærkes i forbindelse med et attak. Mellem attakkerne fungerer det meste som sædvanligt - såvel på jobbet eller studiet som i fritiden. Efter længere tid med MS vil de fleste dog opleve, at problemerne ikke længere forsvinder helt mellem attakkerne. I fagsprog taler man om en permanent funktionsnedsættelse. Ved behandling af MS er det vigtigt både at behandle attakkerne og funktionsnedsættelsen.

Ved MS opstår der inflammationer forskellige steder i centralnervesystemet, som styrer de fleste af kroppens funktioner. Afhængigt af hvor i hjernen inflammationen opstår, kan et attak omfatte symptomer i vidt forskellige dele af kroppen. Man kan for eksempel opleve synsforstyrrelser, følelsesløshed i en arm eller svaghed i et ben - problemer, der kan forsvinde igen efter nogle uger.

– Det er ikke kun kroppens funktioner, der kan rammes af MS, men også dele af tankevirksomheden, fortæller Gert Malmqvist, der er neurolog ved Ängelholms sygehus i Sverige. En del MS-patienter kan få problemer med kognitionen, dvs. funktioner som hukommelse, indlæring og koncentration.

Problemerne bliver permanente

Efter diagnosen er så godt som alle MS-patienter naturligvis bange for at blive ramt af et nyt attak. Heldigvis findes der i dag flere forskellige sygdomsbremsende former for medicin. Mulighederne for at ordinere en behandling der passer den enkelte MS-patient, er derfor rigtigt gode.

Lægerne kan hurtigt vurdere ud fra det antal attakker patienterne får gennem en given periode, om behandlingen fungerer, som den skal. Men som Gert Malmqvist understreger, sker der samtidig en hel del under overfladen, som ikke mærkes. For hver inflammation patienten mærker som et attak, kan der være flere ’tavse’ inflammationer i hjernen, som ikke registreres.

MS-inflammationen opstår tit igen i det område, der tidligere er ramt, hvilket øger risikoen for, at funktionsnedsættelsen bliver permanent. På sigt kan det blive gradvist vanskeligere for patienten at klare sit arbejde, fritidsaktiviteter m.m. Derfor er det yderst vigtigt, at behandlingen er med til at forhindre eller forsinke udviklingen af permanent funktionsnedsættelse.

MS kan påvirke arbejdsevnen

Svigtende kognition kan medføre mange problemer i arbejdslivet. Pludseligt bliver det svært at overskue og rumme den strøm af informationer, der tilflyder i dagens løb, ligesom det føles vanskeligt at planlægge og træffe beslutninger. Ofte hjælper det, hvis man undgår for mange forstyrrende elementer – og eksempelvis får eget kontor, hvis det er muligt.

– For en håndværker kan fysisk funktionsnedsættelse være mere problematisk, mener Gert Malmqvist. Som håndværker har man brug for kroppens styrke, følelse, balance og bevægelsesfrihed for at klare arbejdet.

Tidlig behandling giver øget livskvalitetet

Behandling med sygdomsmodificerende medicin mindsker ikke blot antallet af attakker. Erfaringerne viser også, at visse former for sygdomsbremsende medicin kan forhale sygdomsforløbet og udviklingen af permanent funktionsnedsættelse. Vel at mærke hvis behandlingen påbegyndes tidligt – helst så snart diagnosen er stillet. Jo før behandlingen påbegyndes, jo længere kan man bremse sygdomsudviklingen.

MS er en inflammatorisk sygdom, der rammer centralnervesystemet

  • Der findes tre MS-typer: Attakvis, sekundær progressiv og primær progressiv MS
  • For de allerfleste begynder sygdommen som attakvis MS - ofte bestående af korte attakker, der efterfølges af længere, sygdomsfrie perioder
  • Med tiden er der en større risiko for, at problemerne bliver permanente
  • MS kan både give kropslige og kognitive problemer – og dermed påvirke arbejdsevnen
  • Sygdomsmodificerende medicin kan mindske antallet af attakker og i nogle tilfælde også være med til at forhindre permanent funktionsnedsættelse
  • Tidlig behandling har effekt på sygdomsforløbet – både på kort og langt sigt

 

 


Biogen Idec Denmark A/S Tel: +45 77 41 57 57 | info@multipelsklerose.dk | Betingelser | Juridisk ansvar