Sådan påvirkes din bevægelighed

Læs mere om hvordan MS påvirker din bevægelighed!

Sex og samliv

Det er individuelt, hvad sex betyder for det enkelte menneske, men ofte er det en meget vigtig del af livet og af forholdet til partneren. Mange mennesker med MS kan godt opleve, at sygdommen påvirker sexlivet på flere måder, og at disse problemer endog kan forekomme i tidlige stadier af sygdommen.

MS kan eksempelvis give forskellige fysiske symptomer, der direkte påvirker evnen til at gennemføre et samleje. Sygdommen kan også indirekte påvirke både sexlysten og parforholdet generelt.

Den seksuelle lyst sidder ikke i kønsorganerne, som mange måske tror. Den opstår derimod i hjernens lystcenter. Hvis nervevævet i hjernens lystcenter beskadiges, påvirkes den seksuelle lyst. Også nervebanerne kan blive beskadiget. Det kan betyde, at impulserne mellem hjerne og kønsorganer ikke når frem på korrekt vis. Denne kommunikation skal fungere, for at man kan få orgasme eller udløsning.

Det kan også bevirke, at følesansen, og dermed evnen til at opfatte seksuel stimulans, bliver nedsat. Det kan være svært både for personen, der har MS, og hans eller hendes partner at tilpasse sig de nye omstændigheder, som sygdommen bringer ind i forholdet. Dels ved man måske ikke nok om, hvad der sker i kroppen, dels er de fleste mennesker ikke vant til at tale om de fysiske seksuelle handlinger, der måske skal justeres.


Biogen Idec Denmark A/S Tel: +45 77 41 57 57 | info@multipelsklerose.dk | Betingelser | Juridisk ansvar