Godt nytår til alle jer der læser med på bloggen!

FullSizeRender
Et billede fra julen og mange jule-indkøb i smukke Odense City.
Så er år 2017 slut og et nyt kan begynde.
På en måde er hvert et årsskifte vemodigt, børnene bliver større, vi bliver ældre og jeg har altid tænkt at jeg ikke ved hvor tiden bliver af, tiden går så frygteligt stærkt.
Men dette år føles endnu mere flygtigt og det er som om at meget af tiden har været i kaos i forbindelse med skilsmissen.
Dagene har været uhåndgribelige og livet skal til at startes op på ny.

Der har dog været flere og mange gode ting i 2017 og mere specifikt vores skønne tur til Hawaii og den bedste var min datters konfirmation. En for os alle uforglemmelig dag og en dag jeg aldrig vil glemme.

Nu glæder jeg mig til 2018, jeg er spændt på et nyt års begyndelse og har følelsen af at starte på en frisk.

Håbet holder os oppe
Når livet byder på svære kriser – om det er i samlivet med din partner eller i forbindelse med en sygdom som sklerose, så er det jo håbet der holder os oppe.
Håbet på en bedre fremtid og om at lykken ligger og venter på os.
Jeg føler også sådan og hvis jeg kan ønske noget for mine kære og jeg i det nye år, så er det at det vil blive fyldt med lykkelige stunder og en masse latter.
2017 har været forbundet med megen gråd, afsavn og sorg og nu vil vi gerne det modsatte.
Så kære Gud, hvis du findes og kan hjælpe, vil du så ikke holde hånden over os i et stykke tid frem, vi trænger til glæde og kærlighed, lykke og latter.
Hvis der skulle være nogle der tænker, gad vide hvordan hendes sklerose har klaret dette års strabadser, så kan jeg afsløre at min sklerose aldrig har været så lidt til stede som nu.
Jeg er blevet alenemor med en nødvendig struktur i hverdagen og min sklerose er på plads.
Jeg sørger for at mit liv og arbejde passes ind efter omstændighederne, ingen skade er sket og det vil der heller ikke komme til.
Børnene og jeg har endnu ikke planer for nytårsaften, da jeg var gift havde vi faste traditioner med flere venner, men det er der intet af nu. Vi står alene og skal til at skabe nye traditioner, det kan være skræmmende og svært.
Men det må tackles og tacklet bliver det. Jeg skal nok få skabt en dejlig aften for mine dejlige unger og fremadrettet har vi jo et helt år til at lave planer.
Derfor er håbet så i 2018 at jeg vil lære endnu flere skønne nye mennesker at kende, nyde de gamle venskaber og jeg selv vil prøve at huske på hvordan det føles at være i krise.
Huske på den intense følelse det var at blive skilt, når jeg møder nogen på min vej der står i samme situation som jeg gjorde og prøve at vise storsind til fremmede som andre har vist mig i dette år.
Jeg vil slutte af med disse ord og afslutningsvis udtrykke min taknemmelighed.
En taknemmelighed overfor jer der har hjulpet mig i disse svære måneder, det betyder mere end I aner og I vil altid have en særlig plads i mit hjerte.
Tak.
Pas på jer og jeres sklerose!
Kram Kathrine

Kathrine

Jeg er en livsglad og positiv sclerose- ramt kvinde. Jeg arbejder som sygeplejerske i en privat praksis, er skilt og lever alene med mine tre skønne unger. Jeg skriver om mine tanker og om at leve med MS. Jeg deler ud af mine erfaringer med sygdommen hér på bloggen og fortæller lidt om hvordan jeg tackler sclerose og alle de udfordringer den til tider kan give. Jeg håber I har lyst til at læse med og skriv endeligt en kommentar hvis I har spørgsmål til mig.

1 Kommentar

  1. Hanne-Marie

    Kære alle jer med sklerose og tak til Katrine, for dit indlæg i bladet og dit initiativ.
    Jeg er en “ældre dame” på 71, som har levet med sklerose siden januar 1990. Jeg anede ikke ret meget om sklerose dengang og fik blot at vide, at det var en kronisk sygdom.
    Kort fortalt gik jeg ned psykisk, og da min daværende mand døde året efter, stod jeg alene med to teenage børn og var kun 44 år.
    Jeg besluttede, at nu var det endnu vigtigere, at jeg fik det bedste ud af den situation, jeg var havnet i.
    Der var mange udfordringer i forbindelse med sygdommen.
    Mange år er gået siden, og jeg blev også gift igen som 54 årig, og havde nogle skønne år, hvor vi rejste meget. I 2000 havde jeg skiftet job, og havde det fint. Jeg passede min gymnastik, som jeg havde dyrket hele mit liv, var med til Landsstævne og levede et aktivt liv.
    Dog måtte jeg sande, at et job som pædagog med 30 aktive børn, i alderen 6-10 år hver dag, var ved at slå mig helt ud. Jeg fik flex job og klarede endnu et par år, før jeg kom på førtidspension. Jeg var nu 56 år.
    Livet går ikke altid, som vi håber. Da min mand og jeg stod på Den Kinesiske Mur i 2007, havde han fået en cancerdiagnose, men “Vi gjorde det”.
    I 2009 dør min mand af cancer, og jeg måtte nu lære at tilgive livet, og den måde det havde behandlet mig på. Besluttede, at jeg ikke ville leve med bitterhed.
    Begyndte at rejse igen (uden at kende andre rejsedeltagere), havde fået en skønt barnebarn, som jeg gik til “mor/barn” gymnastik med i 2 år.
    Rejste på operarejser til Prag, Barcelona og i 2014 en operarejse til New York. Jeg følte mig som vinder og besluttede nu at træne endnu mere, så jeg kunne holde i mange år.
    Nu dyrker jeg stadig gymnastik (endda på opvisningshold) går stavgang, pilates og træning, både styrke, udholdenhed og balance. Og jeg elsker det, også det sociale.
    For et år siden mødte jeg en dejlig mand, og i 2017 har vi sammen været både i Prag, Verona, og Canada-USA og Berlin.
    Mit barnebarn, som nu er 10 år, har jeg rejst sammen med både til Paris, Rhodos og Kreta, og vi er sammen hver tirsdag/onsdag. Og vi nyder det.
    Hvorfor siger læger, at sklerose er en stærkt invaliderende sygdom, der kun går den forkerte vej. Så har man derved taget alt håb fra en.
    Jeg er som sagt 71 år, og kan idag langt mere end jeg kunne for 15 år siden.
    Jeg vil så gerne give mine oplevelser videre især til dem, der lige får diagnosen SKLEROSE.
    Men det kræver meget af een. Men jeg ved, hvor meget det betyder at holde hele kroppen igang. Så kære skleroseramte: TRÆN OG TRÆN, også på de dårlige dage.
    Jeg er til tider irriteret over, at “folk” næsten bebrejdende, siger:”Man kan jo ikke se, du har sklerose”. Nej, og HURRA for det. jeg har selvfølgelig gener, inkontinens, ingen god balance, og andre skleroserelaterede symptomer. Men det er som om, man ikke må have sklerose uden, det kan ses. Der findes da mange andre sygdomme, man heller ikke lige kan se på folk, at de har.
    Opgiv ikke håbet, selvom I får en alvorlig diagnose. Held og lykke til jer alle.
    Knus fra Hanne-Marie

Skriv kommentar