Det er let nok, når det går godt

rapsmark

Hvor er det godt nok flot, som du håndterer din sygdom, Lisbet.

Sådan en slags kompliment får jeg forholdsvis ofte.

Men hvor er det da også nemt, når det går godt. Det er ingen sag at gå rundt med et let hjerte og et stort smil, når sklerosen kun skaber de normale udfordringer, som jeg for længst har lært at håndtere.

Som jeg skrev sidst, mødes jeg en gang imellem til en kop kaffe med min sklerosegruppe, som jeg er virkelig glad for. Vi er syv meget forskellige mennesker – med stor spredning i alder og på hvert vores sted i livet og sklerosen.

Engang var jeg en af de sygdomsmæssigt dårligste. Nu er det vendt – og jeg kan få næsten dårlig samvittighed over, at jeg kan komme svansende i høje hæle, mens nogle af de andre fx bliver synligt dårligere gående fra gang til gang.

Der er ligesom ikke så meget for mig at håndtere så!

Jeg gør mit bedste for at påskønne den al den gode tid, jeg får. Og jeg håber så meget, at jeg igen kan håndtere det godt når og hvis det kommer til at gå ned ad bakke på ny.

Lisbet

Jeg blev født i 1977, så de 40 år rykker nærmere. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Siden har vi bygget videre herhjemmefra - takket være det gunstige internet. Og vi er så heldige at kunne rejse derned flere gange om året. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar