En vred tuk-tuk-chauffør og 6 forsvundne danskere

tuk-tuk

Rush hour i Maputo, en østafrikansk hovedstad, betyder middelkaotiske tilstande i trafikken, og 4 km gennem centrum klares hurtigst og oplevelsesrigest med tuk-tuk. Otte af 50+erne var klar på at følges med mig fra jernbanemuseet og hjem til vores gæstehus i tuk-tuk, mens de sidste fire tog med Kurt i vores bil.

Jeg hyrede tre tuk-tuk’er, og så gjorde jeg et stort nummer ud af at forklare alle tre chauffører, hvor vi skulle hen. Vi blev enige om, at vi skulle følges, og at de andre skulle følge efter den tuk-tuk, hvor jeg var med. Jeg forstod på dem, at de kendte hinanden, så jeg skænkede det ikke en tanke, at de måske ikke havde hinandens telefonnumre…

Vi drønede så ud i den varme og pulserende trafik – med tre fornøjede danskere på hvert bagsæde.

Der gik så ikke lang tid, før tuk-tuk nummer to stak af til anden side. Nummer tre blev også væk, men vi mødtes dog alle, da vi var tæt på at være fremme. Da jeg fortalte vores chauffør, at vi skulle dreje til venstre for at komme til gæstehuset, fortsatte de to andre ligeud. Og væk var de!

Vores chauffør kørte ud for at lede efter dem, mens vi tre passagerer blev ved gæstehuset. Han kom temmelig irriteret tilbage. Den pris, vi havde aftalt på forhånd, rakte ikke til meget ekstra benzin… Og væk var de andre stadig!

Se, her begyndte alverdens skrækhistorier at dukke op i mit baghoved! Det var nok ikke mit livs klogeste handling – og nej, chaufføren kendte ikke de andre og havde ikke deres telefonnumre.

Kurt var nu nået frem, og jeg sendte ham ned at lede ved den park, som jeg havde forklaret chaufførerne, at vi boede tæt på. Min chauffør havde nummeret på en mand på hjørnet, hvor vi havde hyret tuk-tuk’erne – og på den måde fik vi til sidst fat på dem. Ja, de var blevet fundet af en sur hvid mand… Alt blev godt.

De seks forsvundne danskere havde ikke engang følt sig væk. De havde bare nydt turen og den ekstra sightseeing.

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar