Stakkels underboer

Jeg har længe tænkt over at købe et gavekort til vores underbo, og i morgen tager jeg ud og køber det. At være underbo til 2 børn på henholdsvis 2 år og 2 mdr., må ikke altid være lutter lagkage. Leo spiller konstant fodbold i stuen, samt han får daglige sammenbrud, når han ikke må få sine gummistøvler med tykke såler på, når vi er hjemme i lejligheden. Ava løber godt nok ikke rundt, men hun kan kun kommunikere ved gråd, når hun er utilfreds. Det er hun jo alligevel en del gange på en dag. Leo starter kl 06.15 med at hoppe rundt i lejligheden, og Ava kan have nætter, hvor hun f.eks. har ondt i maven.

Vi gør alt hvad vi kan, for at give vores underbo ro. Specielt om morgenen er vi meget opmærksomme, men alligevel kan vi jo heller ikke bare nægte vores børn at være børn. Vores underboer er heldigvis meget søde og rummende, trods de selv ikke har børn. De har aldrig klaget, og de hilser altid pænt med et smil.

Jeg tænker jeg vil købe dem et gavekort til en morgenmads cafe´ på Nørrebro, hvor de kan gå hen og få en kaffe, når de ikke kan holde ud at høre på os mere. Jeg skriver samtidig et par linjer, hvor jeg vil minde dem om, at vi i den grad tænker på dem, og takker for deres forståelse og rummelighed.

Nogen siger, det mangler da også bare, ellers må de flytte væk fra lejligheder og København, hvis de ikke kan tåle en lille smule larm. Jo jo, men vi skal trods alt alle kunne holde ud at være i vores lejligheder, og jeg håber at et lille gavekort til en cafe´, kan gøre lidt morgentidligt uro, bare en smule mere tåleligt!

Martin

Jeg er 30 år gammel og bor på Nørrebro med min kæreste og 2 små børn. Til daglig arbejder jeg som skolelærer i København. Jeg lever et aktivt liv, hvor jeg spiller fodbold, badminton, og dyrker crossfit i min fritid. Jeg fik stillet MS diagnosen i 2008, men jeg lever et helt normalt liv som alle andre . Følg mit liv herinde på bloggen, hvor jeg blandt andet vil skrive om mit liv som far, kæreste, og en stadig forholdvis ungmand med MS.

Skriv kommentar