Nåh nej, det kan jeg ikke bare lige hurtigt klare

surdej

Jeg har taget en ny surdej fra og rørt det glutenfrie rugbrød sammen. Jeg har tømt vaskemaskinen og sat en ny vask over. Jeg har gjort ovnen ren, fyldt sæberne op, lavet indkøbsseddel, vendt dyrekøllen i marinaden og drukket kaffe med min svigermor, der er hidkaldt for at hjælpe til.

Kurt rydder op og støvsuger ovenpå. Vores lejlighedsprojekt lakker mod enden, men vi bliver nødt til et lille pitstop, da venner kommer på besøg i weekenden og skal overnatte på værelserne. (Jeg glæder mig for øvrigt til snart at vise billeder fra lejligheden.)

Jeg er træt! Min krop er træt. Jeg har spartlet og malet i flere måneder nu. Jeg har været imponeret over, hvor meget jeg kunne holde til. Men nu tænker jeg, min krop har brug for pause. I næsten alle mine lemmer kan jeg mærke, at jeg har sklerose. Det er rart, at lægerne siger, vi ikke skal være bange for at overanstrenge kroppen! Men jeg tror, jeg er ved at bevæge mig på kanten.

Nu tilbage til indkøb, rengøring og forberedelser til gæster. Min hjerne tænker stadig om alt muligt, at det kan jeg bare lige hurtigt klare. Men nej. Jeg er blevet langsom som surdejsbrødet, der hæver på mit køkkenbord.

Godt, jeg har min svigermor og min mand til rådighed i dag. Og godt, at der er pitstop og lidt hvile til kroppen i weekenden!

Lisbet

Jeg blev født i 1977, så de 40 år rykker nærmere. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Siden har vi bygget videre herhjemmefra - takket være det gunstige internet. Og vi er så heldige at kunne rejse derned flere gange om året. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar