Det er min skyld, men jeg kan ikke gøre for det

gudstjenesten

Du kan selvfølgelig hverken lugte, høre, føle bevægelserne eller mærke rytmen i maven. Men du får alligevel et billede fra gudstjenesten i søndags. I det mindste kan du nyde farverne, forskellighederne og et par smarte fletteteknikker…

Jeg var i godt humør, næsten morgenfrisk, havde lige fået mindst 100 dejlige smil, knus og håndtryk. Jeg sang, dansede og var varm indeni.

Og så med ét begyndte jeg at græde, da jeg fik øje på min mands gode ven, António, der længere fremme dansede med sin sovende datter, Abigael på armen. Jeg nød at se, at han – en ægte mozambiquisk mand – aede hende kærligt på maven.

Så først var det vel en konstruktiv og fin gråd af glæde på grund af en smuk følelse og handling.

Derefter blev jeg overrasket af sorgen. Den slog mig som en mavepuster – sorgen over, at min mand ved siden af mig ikke havde et sovende barn på skulderen – eller noget andet sted. Jeg kunne slet ikke få styr på tårerne, der dryppede ned på mit fine søndagstøj.

Kurt kunne være blevet sådan en god far. Det blev han ikke. Det er min skyld, men jeg kan ikke gøre for det. Eller i hvert fald næsten ikke. Sammen valgte vi for snart mange år siden, at vi hellere ville leve med MS uden børn.

Heldigvis kunne vi i søndags grine mellem tårerne. Og Kurt betroede mig syv gange, at han hellere ville have en dansende kone ved siden end et barn på armen. Jeg ved, at han mener det nok. Og jeg ved, at jeg ikke ville gøre noget om, hvis jeg kunne. Måske havde jeg bare brug for at græde lidt. Jeg tror, det er nødvendigt en gang imellem.

PS. Du får lige et billede og et par frisurer mere.

gudstjenesten 2

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar