Min svigerdatter har sklerose

Svigermor

Jeg fik den idé at spørge nogle af mine nærmeste om, hvordan det påvirker vores forhold, at jeg har MS. Her kommer min svigermors bud.

Lisbet har bedt mig skrive et par ord her på bloggen.

Lisbet er min svigerdatter, og et år efter, at hun blev gift med min søn, fik hun konstateret sklerose.

Hun har nok haft sygdommen i den tid, jeg har kendt hende.

Jeg kan huske, at da Lisbet blev diagnosticeret, blev vi meget chokerede og kede af det, men følte, at Lisbet blev lettet, for nu var hun jo ikke hypokonder med alle de skavanker, hun var gået til læge med.

Jeg har nok lært som svigermor at leve med Lisbets sygdom. Det har været svært – særligt i de første år. Det er ligesom om, det går meget bedre nu.

Lisbet vil så meget – kan så meget – men til tider glemmer hun sine begrænsninger på grund af sklerosen. Og det kan godt gå ud over hendes omverden. Hendes træthed kan komme så pludseligt, og så har hun meget svært ved at overskue tingene.

Jeg holder meget af min svigerdatter – håber at det liv, hun fremad får, kan være meningsfyldt og indholdsrigt, og at sklerosen ikke får lov til at styre hendes liv.

/Ruth, svigermor

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar