Den største smerte i mit liv – 2

Som jeg skrev i den foregående blog, gik fødslen i gang 4 uger før termin.

Jeg var hjemme ved min veninde, som også lige havde fået en lille pige. Det er december, og jeg havde været ved bageren og købe klejner til os, for vi skulle hygge:) Og det er jo det vi gør i DK…

Allerede da jeg står ude ved bilen, kan min veninde åbenbart se på mit ansigtsudtryk, at der er noget under opsejling. Hun spørger ind til det, men jeg afviser det fuldstændigt, det må bare være lidt plukveer, for dem havde jeg mange af. Men som timerne går, bliver de mere regelmæssige. Jeg bliver bange, men også glædesfyldt. Jeg kan ikke forstå at det allerede skal være nu, og jeg har igen den bange anelse. På den anden side, glæder jeg mig også rigtig meget til at blive mor igen.

Det har været en hård graviditet, med symfyseløsning, mange plukveer og 30 kg nåede jeg at tage på.

Jeg går på toilet, og der begynder at komme lidt blod. Jeg fortæller det til min veninde, og hun synes bestemt vi skal køre på sygehuset. Jeg ringer til fødegangen, de opfordrer mig til at komme ind.

Jeg har ikke på noget tidspunkt fornemmelsen af at være i fødsel, det gør slet ikke ondt.

Min veninde pakker bil med baby osv, jeg tager min egen bil, for jeg har det fint. Vi kommer ind på fødestuen, hvor jordemødrene kigger noget, for jeg har det fint, og de mener også bare jeg skal hjem igen. Men de får mig alligevel tjekket. Det viser sig, at jeg er 9 cm åben, og klar til at føde lige om lidt. Jeg bliver scannet, de ligger venflon, da de har på fornemmelsen der er noget galt. Så hvis jeg skulle have brug for at komme i narkose, er de forberedt. Jeg er møg bange, puha, hvad sker der, det her er sgu ikke normalt. Min veninde står på sidelinjen, med hendes lille baby. Jeg får  ringet til min mand, han læser til maskinmester i Fredericia, han er med tog, og han vil ikke kunne være her i løbet i af 5 min. Tvært i mod, vil der gå i hvert fald 1 1/2 time…

Jeg føler mig helt alene, jeg er bange, forvirret, rædselsslagen og har ikke kontrol over noget som helst.

Grunden til at jordemoderen er bekymret, er fordi jeg har ca 10 liter fostervand, som højgravid har man normalvis 1 liter.

Jeg bliver kørt på fødegangen, her står en del mennesker, pædiater, jordemødre og læger. Jeg føder ret hurtigt, igen uden synderlig smerte. Hun skriger ganske lidt. Hun ser så fin ud, en lille engel..<3 Min mand når lige at komme ind af døren, da jeg føder hende. Så han er med til den sidste del. Det gør mig meget glad og lettet.

Min lille pige ligger ved mig ganske kort, pædiater tager hende over på en briks ved siden af, hvor han undersøger hende ganske kort. De bliver nødt til at tage hende med på neonatal, da hun ikke trækker vejret som hun skal..

Jeg beder min mand følge med vores datter, hvilket han gør.

Jeg skal føde moderkagen, før jeg kan komme nogen steder. At blive efterladt der, bundet til den klamme sygehusseng, mit indre er revet ud, bogstavelig talt i form af min datter, men bestemt også følelsesmæssigt.

Jeg har beskrevet dette mange gange, fået det snakket igennem, bearbejdet osv. Det overrasker mig, at det alligevel er så hårdt at skrive. Det berører mig dybt, og jeg kan pludselig huske hvordan det var. Følelsen, fornemmelsen, smerten, længslen, tomheden, ensomheden, forladtheden, afmagt, det helt enorme store savn.

Min datter<3

Camilla

Jeg hedder Camilla, og jeg er 35 år. Jeg bor i Esbjerg med mine to drenge på henholdsvis 12 og 6 år. Derudover har jeg en søn på 18 år, som bor i Silkeborg. Jeg blev skilt i marts måned 2017. Jeg er uddannet sygeplejerske og har i mange år arbejdet i psykiatrien. Nu arbejder jeg på et døgnbehandlingssted for unge misbrugere uden for Kolding. Jeg fik konstateret attakvis sklerose for 2 år siden, og jeg vil skrive om mit liv med MS og om den svære tid, efter man får konstateret en kronisk sygdom.

Skriv kommentar