DOMMEN!!

Hej igen, jeg vil fortsætte med at fortælle videre om min udredning for sclerose.

Da jeg har været alle undersøgelser igennem, får jeg hurtigt en indkaldelse til svaret på alle undersøgelserne.

Jeg møder for første gang op på scleroseklinikken. Det er sommer, august 2015 mere præcist. Jeg skulle til at skrive en varm sommerdag, men det kan jeg på ingen måde huske. Jeg er såå nervøs, frygtelig bange. Jeg har min daværende mand med, jeg var ikke så “sej” lige på det tidspunkt.

Jeg kan huske at jeg tænkte, “tænk at der lige nu er en læge, der kender til mit resultatet af prøverne, og kan give mig dommen over mit liv”. Jeg følte virkelig, at alt var ude af mine hænder, jeg kunne ingenting gøre overhovedet.

Jeg er en kvinde, som altid har haft brug for at have kontrol. Jeg bryder mig på ingen måde om, at komme ud af min comfort-zone. Så føler jeg mig magtesløs, har ingen styring eller medbestemmelse. Jeg har været vant til at klare mig ved at have kontrol, det er det eneste jeg kender til. Hele min grundvold bliver rystet, jeg er i total alarmberedskab..

Jeg møder for første gang den sygeplejerske som er tilknyttet mig, og en neurolog som skal overbringe mig resultatet. De er helt sikkert søde og tager godt imod mig, men kan ikke helt huske det. Jeg synes jeg kan se medlidenhed og medfølelse i deres øjne. Hvis der er noget jeg ikke kan have, er det det. Jeg er en stærk kvinde, som er vant til at klare mig selv. Ingen skal have ondt af mig….

Neurologen viser mig scanningsbillederne, og fortæller om hvad han kan se på billederne. Han viser mig 4 hvide plaks i min hjerne, han forklarer hvad det betyder. Jeg må sige, at jeg er målløs.!! Han viser mig min hjerne på en skærm, hvor der er de her hvide pletter, i MIN hjerne.. Hallo, hvad fa…. er nu det for noget. Jeg føler mig jo sund og rask, min hjerne fejler ikke noget. Helt ærligt, hvem tror han at han er, at fortælle mig sådan noget. Hvad skal jeg dog bruge det til.

Ud fra scanningsbillederne, og alle de andre undersøgelser jeg har fået foretaget, kan han stille en diagnose…

ATTAKVIS SCLEROSE!!!!!

Min verden braser sammen, jeg har 1000 spørgsmål til den “kære” neurolog. Skal jeg nu sidde i kørestol, kan jeg ikke arbejde mere, hvad med mine børn, kan jeg ikke gå om 10 år, får jeg smerter, DØR JEG….

Han siger at prognoserne er gode, og forsikrer mig om, at jeg ikke kommer til at sidde i kørestol. Sclerosen er ikke noget jeg dør af, men jeg dør med den. Det finder jeg bestemt trøst i.. Det var min absolut værste tanke..

Men puha, jeg føler jeg har fået en stor byrde med mig, da jeg går derfra. Jeg er mega ambivalent, og det er også det der er kendetegnet for mig det næste lange stykke tid. For på den ene side, er jeg meget lettet over at jeg ikke skal dø, men på den anden side er jeg så ked af at have fået denne diagnose. Jeg forbander det langt væk….

 

 

 

Camilla

Jeg hedder Camilla, og jeg er 35 år. Jeg bor i Esbjerg med mine to drenge på henholdsvis 12 og 6 år. Derudover har jeg en søn på 18 år, som bor i Silkeborg. Jeg blev skilt i marts måned 2017. Jeg er uddannet sygeplejerske og har i mange år arbejdet i psykiatrien. Nu arbejder jeg på et døgnbehandlingssted for unge misbrugere uden for Kolding. Jeg fik konstateret attakvis sklerose for 2 år siden, og jeg vil skrive om mit liv med MS og om den svære tid, efter man får konstateret en kronisk sygdom.

Skriv kommentar