Jeg kan stadig blive bange

japansk kirsebær

Min kusine skrev til mig i dag. Hun har en veninde, der lige nu er midt i sit første MS-attak – og derfor kunne bruge nogle svar. Hun spurgte blandt andet, om der var noget,

jeg gerne ville have vidst, da jeg blev ramt – som kunne have hjulpet at vide?

Tja. Det kunne selvfølgelig have hjulpet at vide, at jeg i dag – 15 år efter – ikke ville bytte liv med nogen. Men ingen ville selvfølgelig have kunnet fortælle mig det dengang.

Jeg bliver dog stadig bange. Men det er undtagelsesvist nu. Og det går for det meste hurtigt over.

I sidste uge ville min højre hånd pludselig ikke lystre. Fingrene blev slappe, trætte og ømme. Jeg sad og arbejdede med en projektbeskrivelse, som jeg helst skulle have blevet færdig med samme dag, men mine fingre ville ikke ramme tasterne. Jeg strakte og spændte ud, men de ville ikke lystre.

Dagen efter ville hånden stadig ikke virke, og jeg blev bange.

Selv om jeg efterhånden har ti års god og stabil erfaring med, at mine små sjældne pseudo-attakker hurtigt går væk igen, kan jeg godt nå at panikke lidt. To dage tog det denne gang. Så var hånden atter fin – og bekymringen havde ikke været nødvendig.

Til dig, der lige nu er midt i dit første attak, vil jeg sige; vær ikke bange. Jo, MS er en alvorlig sygdom, men lægerne står slet ikke på bar bund. Det kunne have hjulpet mig at vide dengang – altså, at forskningen havde været så langt, som den er i dag.

Men også jeg, der havde mit første attak for 20 år siden – og derefter fik rigtig mange af slagsen – har fået hold på dem. Jeg kan rigtig godt lide min måde at leve på. Og jeg er faktisk nærmest aldrig bange for MS mere.

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år rykker nærmere. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Siden har vi bygget videre herhjemmefra - takket være det gunstige internet. Og vi er så heldige at kunne rejse derned flere gange om året. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

1 Kommentar

  1. Hej Lisbeth

    Jeg sidder midt i mit første attak, eller jeg har faktisk ikke fået stillet diagnosen endnu, men de er 98% sikre.

    Det hjælper meget at læse med og høre historier der ikke kun er negative.

    Mange tak.

Skriv kommentar