At leve med MS

en solsikke på terrassen

Jeg har været til bisættelse. Ved Mette. Det var forfærdeligt. Altså ikke bisættelsen, som var smuk og rørende, men at stå som tilskuer til Mettes families tragedie.
For man dør jo ikke, når man er cirka 40! Mette gjorde.

Tilbage står prinsessen og den lille mand uden deres mor. Jeg kan slet ikke forestille mig den smerte.

Men de skal nok komme ovenpå med tiden. De har en god og stærk far. Det var tydeligt.

Mettes kiste var pyntet med mange solsikker. Og jeg har tænkt på hende, hver gang jeg siden har set denne solsikke i forbifarten. Den minder mig om, hvad Mette gjorde, for at andre kunne være stærkere i at leve med MS.

Æret være hendes minde.

solsikken

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år rykker nærmere. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Siden har vi bygget videre herhjemmefra - takket være det gunstige internet. Og vi er så heldige at kunne rejse derned flere gange om året. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar