Synsnervebetændelse…

Maj 2015, sker der mange ting i mit liv. Jeg synes renovering af huset tager overhånd, den ældste af mine drenge, som på daværende tidspunkt går i 8 klasse, har problemer i skolen. Han trives ikke, og begynder at omgås andre venner, være mere indelukket og er opsøgende i forhold til at eksperimentere med forskellige ting. Jeg synes mit arbejde er utilfredsstillende, jeg har ingen arbejdsglæde, og mit forhold til min mand har også ændret sig. Jeg føler mig ret presset på alle fronter.

Mit syn forandrer sig, primært på det ene øje. Det bliver mere og mere sløret, jeg har ondt inde bag ved øjet, specielt når jeg kigger til den ene side. Jeg forsøger at ignorere det, og lader der gå 1 uge ca, inden jeg får taget kontakt til min egen læge. Jeg tænker selv, at det må være fordi jeg er så presset. Min krop fortæller mig, at jeg skal slappe af.

Dog er jeg også sygeplejerske, og kan ikke lade være med at undersøge, hvad det kan skyldes. Det har nok i virkeligheden ikke noget med min profession at gøre, mon ikke de fleste benytter sig af google, når der sker en forandring i ens krop.

Min læge tager det alvorligt, og henviser mig med det samme til en øjenlæge. Jeg bliver først rigtig bekymret, da hun tager det så alvorligt. I dette øjeblik, kan jeg huske at jeg fortryder, at jeg overhovedet har ringet til min læge. Har hun ret til at forværre mit liv mere, endnu en bekymring til mig…. Jeg negligerer det, jeg tror ikke på det er så slemt. Men jeg kender også mig selv ret godt. Jjeg ved, at det er mit forsvar der “beskytter “mig.

Inden der er gået et par dage, kommer jeg til øjenlæge. Åhh kan så tydeligt huske alle de “gamle” mennesker der sidder i venterummet, en med klap for øjet, en der er blind, de fleste med briller osv. Der hænger plakater og der ligger pjecer over det hele, kræft i øjenhulen, svulst i hjernen….Åhhhh.. Jeg har lyst til at løbe skrigende bort. Sidder der helt selv, for jeg kan jo klare mig selv, og så slemt er det jo heller ikke… Jeg tænker, at bare jeg ikke har en hjernesvulst eller kræft i øjenhulen, så er jeg glad og tilfreds.

Jeg får lavet en masse test og undersøgelser, og til sidst kommer jeg ind til øjenlægen. Han fortæller mig, at mit syn er fint, men at han kan konstatere at jeg har synsnervebetændelse. Det havde jeg allerede lidt på fornemmelsen, da jeg jo havde googlet en del inden. Så tænker jeg, “jamen okay, så lad mig få noget medicin for det, eller hvordan går det væk”.

Han siger, synsnervebetændelse kan være et af de første symptomer på SCLEROSE!!!!!! What, nej nej nej nej det kan ikke passe. Jeg har passet et par stykker i hjemmeplejen, som havde sclerose, og de var lænket til en seng, og skulle have hjælp til ALT… No way…

Jeg er i mega alarmberedskab, går totalt i forsvar. Det kan ikke passe, jeg tror simpelthen ikke på det.

Camilla

Jeg hedder Camilla, og jeg er 35 år. Jeg bor i Esbjerg med mine to drenge på henholdsvis 12 og 6 år. Derudover har jeg en søn på 18 år, som bor i Silkeborg. Jeg blev skilt i marts måned 2017. Jeg er uddannet sygeplejerske og har i mange år arbejdet i psykiatrien. Nu arbejder jeg på et døgnbehandlingssted for unge misbrugere uden for Kolding. Jeg fik konstateret attakvis sklerose for 2 år siden, og jeg vil skrive om mit liv med MS og om den svære tid, efter man får konstateret en kronisk sygdom.

Skriv kommentar