2022 har allerede smilet til mig

Så bliver det alligevel jul i år!

For første gang har vi sendt volontører hjem med evakueringsfly, og vores julegæster kom hertil som evakueret fra Addis Ababa og på et hængende hår fra det nedlukkede Danmark. Ja, Omikron og borgerkrig i Etiopien har skabt drama, som nærmest er en julekalender værdigt. Men alt ender godt. Julefreden sænker sig.

Sådan indledte jeg min julehilsen fra WutomiAgri. Jeg sendte den ud den 22. december, så jeg havde begyndt at skrive et par dage før. Men nu kunne jeg jo godt mærke, at et nyt drama var på vej. Jeg havde taget en negativ kviktest den 21., men som jeg nøs og havde ondt i knoglerne, var der ingen tvivl om, at jeg skulle testes igen. Oprindeligt havde jeg skrevet: ”Men alt endte godt. Julefreden har sænket sig.” Jeg ændrede teksten lidt.

Ja, det blev en jul med Omikron.

Vi havde lørdag den 18. været til et dejligt bryllup i hovedstaden ved vores mozambiquiske familie. Der var mange gæster – inklusive flere, som lige var kommet hjem på juleferie fra Sydafrika.

Julen blev dog stadig meget fredelig og glædelig, men logistisk og socialt også noget besværlig, da Simon og Emma, vores julegæster, var nødt til at finde et andet sted at sove. Vi kunne dog stadig mødes på terrassen – og holde juleaften udenfor med sprit, masker og et ekstra udendørs juletræ at danse om. Og de kunne regere mesterligt i køkkenet, så vi ikke gik ned på sand julemad! For ja, selv om vi ikke var meget syge, ville vi aldrig have mandet os op til at fikse en julemiddag! Heldigvis havde jeg kogt rødkålen i god tid. Og den 23. tog jeg mig sammen til at lave risalamanden. Vores køkken har en dør direkte ud, så vi bestemte, at det ville være sikkert for Simon og Emma at overtage køkkenet juleaftensdag, hvis vi blot holdt os ude efter lillejuleaften.

 

For et år siden den 2. januar var her et værre uvejr, og vores sidste druknede elev skyllede i land. Det var godt, at vi ikke skulle lede og vente længere, men det blev også den nok mest surrealistiske dag i mit liv. Jeg lærte lidt for meget om lig. Jeg lærte, at utroligt meget faktisk er muligt. Jeg lærte, at jeg er ualmindeligt glad og taknemmelig for at være født i landet, hvor Margrethe den 2. er dronning. Og jeg lærte lidt mere om, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er vigtigt.

Jeg kan sige, at 2022 allerede har smilet noget mere til mig. Kurt og jeg var til nytårsfest på en lodge i eventyrlige omgivelser. På vejen hjem den 1. fandt vi os en strand, som den kære præsident endnu ikke har lukket. Det var der også andre, der gjorde! Gid, jeg kunne vise et billede af denne menneskestrøm, der skabte det mest elskelige nytårskaos. I Mozambique er den 1. januar én stor varm fest. Her dovner ingen på sofaen med skihop!

Godt nytår.

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar