Hurra for mig

På road trip i Afrika          .

Jeg har lige haft fødselsdag. Og aldrig før har jeg haft så mange forskelligrettede planer for den dag.

Først skulle jeg have fejret mig selv med en lille komsammen hjemme i Danmark. Jeg havde brugt noget tid på at forberede det hele godt, sat min mor og svigermor i sving – og var lige ved at sende indbydelserne ud, da nyheden om Omicrons første konsekvenser for min færd nåede mig.

Da kunne jeg se frem til en fødselsdag i ensom karantæne i Fitting. Hurtigt så dagen dog betragteligt lysere ud, da jeg overtalte vores skønne volontører til at ville joine mig i karantænen.

Da mit fly blev aflyst, var det en rar tanke blot at invitere nogle få gæster til en stille og rolig fødselsdag på terrassen. Vejrudsigten lovede fuld sol og ditto varme, så der var ingen trang til ekstraordinære forberedelser.

Men få dage inden den femte, hvor jeg ville fylde 44 år, fandt vi ud af, at vi havde brug for noget i Johannesburg. Og for tiden har vi gæster fra Danmark, som havde brug for at rejse over grænsen for at få nye visa til Mozambique. Jeg overtalte da Kurt til et lille road trip, og min fødselsdag startede på den anden side af grænsen i Marloth Park med lækkert morgenbord, fødselsdagssang på dansk og zebraer i baghaven. Knap 500 km senere endte den på fin, men også coronaøde sushibar i Johannesburg.

Hurra for mig. Jeg fik så sandelig fejret min fødselsdag.

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar