Den største beslutning

Pludseligt voksede skolens ellers så magre hund om maven… Og nåh ja, vores skoleleders hanhund havde da også sneget sig med på arbejde i en periode!

Sidst i marts kom de sødeste hvalpe til verden, og igen fik Kurt og jeg travlt med at minde hinanden om, hvorfor vi ikke skal have hund igen – i hvert fald ikke en hvalp – og i hvert fald ikke her i Mozambique.

Og der er mange gode grunde!

Vi rejser meget og nyder friheden til at være spontane. Vi husker begge tydeligt – og med gru – det hårde arbejde med standhaftighed fra sidste gang, vi havde en hvalp. Vi sætter det højt at have et hjem, hvor folk føler sig velkomne, og mange mozambiquere er bange for hunde. Vi gider ikke hundehår, og denne blandingsrace står ikke på listen over fældefrie hunde.

Vi har flere grunde, men jeg nævner ikke flere, for du har jo nok gættet, at vi alligevel handlede imod vores åbenlyse fornuft. Og der er grænser for, hvor dum jeg har lyst til at virke.

Det var selvfølgelig ikke den største beslutning, jeg nogensinde har taget. Men det føltes derhenad. Hver gang, vi talte om det, endte det med, at vi sagde til hinanden, at det ville være dumt at få den. Men det var altid Charlie, der kom løbende imod mig, når jeg var i nærheden. Og Charlie ligner mest sin far, der er en virkelig god og rolig hund. Charlie er selvfølgelig også den smukkeste. Mit hjerte hoppede altid lidt, når jeg så den. Vi kom begge til meget ofte at gå ned forbi, hvor hvalpene boede ved skolens lærerbolig. Vores begges forelskelse i Charlie ville ikke fortage sig.

Men nej, vi ville ikke have en hund. Det var jo for besværligt.

I fredags var jeg ikke ude på skolen. Kurt ringede hjem og mindede mig om, at hvalpene var blevet 8 uger.

Skulle vi alligevel have en?

Og ja da! Hvem siger, at man skal være fornuftig i alt hvad man gør?

Og vi har endnu ikke fortrudt – i hvert fald kun lidt om natten… Vi er stadig forelskede. Det er utroligt, så meget kærlighed der kan være i hjertet.

Det er utroligt, så meget man kan grine med Charlie i huset!

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar