Det pædagogiske paradoks

Min dejlige dreng elsker fodbold. Jeg elsker fodbold. Jeg er glad, og han er glad. Vi ser fodbold sammen, og jeg glæder mig allerede til, at vi skal se fodbold på stadion sammen. Jeg glæder mig til, når han skal spille stævner eller træne. Det gør jeg fordi, at han glæder sig. Der er dog kommet en smule malurt i bægeret her på det sidste. Når han ikke scorer mål til træning, eller når de spiller kamp, eller når han ikke scorer mål, når han er til stævne, bliver han simpelthen så ked af det. Det gør naturligvis ondt på mig. Men på den anden side. Han skal jo lære, at alt ikke er lutter lagkage. Han skal lære, at der findes mange glæder i livet, men også at der findes mange skuffelser og nederlag. Det synes jeg dog, at han er for ung til at skulle forholde sig til, og ville ønske han kunne nyde spillet i sin reneste form, inden alt begynder at blive seriøst. Men hvordan skal man dog fortælle ham det? Jeg prøver at fortælle, at så længe han gør sit bedste, så skal han aldrig være ked af det. Den køber han ikke! Jeg tror heller ikke helt han ved, hvad at gøre sit bedste betyder endnu.

Det er et paradoks, at jeg er god til mit pædagogiske arbejde, når jeg er lærer i skolen. Jeg er god til at analysere elevernes forudsætninger, og sætte dem i spil, når jeg arbejder med dem på skolen, og jeg er meget sikker på mig selv. Jeg skælder aldrig ud, og jeg må bare indrømme, at jeg er en helt anden far selvom jeg kender alle de pædagogiske principper. Jeg er mere usikker på, om den måde jeg opdrager mine børn på, er ud fra deres forudsætninger. Herhjemme hæver jeg ofte min stemme, når jeg vil have lydighed og orden i hjemmet, trods jeg udmærket ved, at det ikke er den rigtige tilgang.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det er min skyld, at knægten er ked af det, når han ikke scorer mål, fordi han tror, han har skuffet mig, eller om det er fordi, han er skuffet over sig selv.

 

Martin

Jeg er 32 år gammel og bor på Nørrebro med min kæreste og 2 små børn. Til daglig arbejder jeg som skolelærer i København, hvor jeg underviser børn og unge. Jeg har altid levet et aktivt liv, hvor fodbold har fyldt rigtig meget, da jeg har en baggrund som elitefodboldspiller. Jeg fik stillet MS diagnosen i 2008, men jeg lever et helt normalt liv som alle andre, “normale” mennesker. Følg mit liv, beskrevet herinde på bloggen, hvor jeg blandt andet vil skrive om mit liv som far, kæreste, og en stadig forholdsvis ung mand med MS. Man er altid velkommen til at skrive kommentarer i kommentarfeltet.

Skriv kommentar