Hvor har man glemt meget

Det er næsten 5 år siden, at jeg haft et lille barn i lejligheden. Jeg kan intet huske. INTET! Jeg husker i små glimt de små traumer, jeg har fra dengang, hvor jeg ikke kunne gøre fra og til, når Ava og Leo ikke ville sove. Jeg husker svagt, hvor mange forstyrrelser der var i nattetimerne, og at komme ud af døren kunne tage en time. Heldigvis, så har jeg ikke gen-oplevet de traumer endnu. Bob har været forholdsvis nem indtil videre, og Mai Britt tager al natte roderi, hvor jeg så sover med de to andre unger. Jeg er meget tilfreds med den arbejdsopdeling! Mai Britt og jeg er som et team. Vi er meget sjældent uenige, og vi er gode til at kompensere for hinanden. Jeg ved, at Mai Britt har brug for en pause, når hun skal ud og handle, og hun ved jeg har brug for social aktivitet med vennerne ca. hver 14 dag. Det er jeg meget taknemmelig for. Det gør alt så meget lettere.

Tredje barn vælter læsset hører man. Jeg synes fundamentet står stærkere end nogensinde. Bob er en velsignelse til familien, og hjertet summer af lykke, når jeg kan se, at kærligheden til Bob også deles af Ava og Leo.

Sjovt at tænke på, hvad der er sket på bare 8 år. Gået fra at være en drengerøv, med fest, bajere, og hornmusik, og en levestil, hvor der kun var plads til mine behov –  til en levestil – hvor der skal være plads til fire andre.

 

Martin

Jeg er 32 år gammel og bor på Nørrebro med min kæreste og 2 små børn. Til daglig arbejder jeg som skolelærer i København, hvor jeg underviser børn og unge. Jeg har altid levet et aktivt liv, hvor fodbold har fyldt rigtig meget, da jeg har en baggrund som elitefodboldspiller. Jeg fik stillet MS diagnosen i 2008, men jeg lever et helt normalt liv som alle andre, “normale” mennesker. Følg mit liv, beskrevet herinde på bloggen, hvor jeg blandt andet vil skrive om mit liv som far, kæreste, og en stadig forholdsvis ung mand med MS. Man er altid velkommen til at skrive kommentarer i kommentarfeltet.

Skriv kommentar