Savn!!

Savn er en svær størrelse, ikke.. Min søn på 9år savner mig rigtig meget. Han er ved sin far lige så meget som han er her ved mig. Han savner også tit sin far når han er her. Så meget at han græder.

Det er en ting, og det kan jeg jo godt forstå. Men jeg synes det er rigtig svært når han savner mig, selvom han er her ved mig. Øhh hvordan kan det lade sig gøre. Jeg har arbejdet rigtig meget, men det gør jeg ikke mere. Ikke når han er ved mig. Jeg forsøger at være tilstede, og hygge om ham og være sammen med ham. Men alligevel kan han om aftenen når han skal sove, græde fordi han savner mig. Og jeg er jo lige der.. Åhh.

Hvad gør jeg så, jeg har tænkt at jeg skulle få det til at gå væk. Men jeg griber det anderledes an nu. Er sammen med ham om hans savn, vi snakker om det, får ham til at beskrive det, hvor i kroppen mærker han det, kan han snakke med den del, kan han på en måde visualisere det-ex forestille sig at det er et dyr, et mønster eller et symbol. Altså ikke få det til at gå væk, men mere acceptere og anerkende at det er sådan han har det. Det hjælper synes jeg. Virker som om det hjælper ham..

Camilla

Jeg hedder Camilla og jeg er 39 år. Jeg bor i Esbjerg med mine drenge på 9 og 15 år. Min ældste søn på 21 år bor i Århus med sin kæreste. Jeg arbejder som sygeplejerske og er derudover selvstændig psykoterapeut. Jeg fik konstateret attakvis sclerose for 6 år siden, og jeg har fundet min identitet i det. Jeg håber at mine blogs kan inspirere andre og på den måde være en hjælp.

Skriv kommentar