Alting har en ende

I dag skriver jeg mit indlæg nummer 530 her på bloggen. Det bliver det sidste.

Jeg har tænkt meget over, hvad jeg skal skrive. Rigtig meget. Jeg vil gerne have, det bliver et fint indlæg. Jeg vil jo gerne være min afsked bekendt. Faktisk har jeg gået og pisket en stemning op. I dag skal jeg tænke på mit eftermæle! …

 

Og nu sidder jeg så her. Alting har en ende. Også mine gode ideer til den fremragende blog.

Kender du det, at du har glædet dig til en stor begivenhed? Du har tænkt, at du skal tage dig specielt godt ud denne dag. Du skal huske at barbere ben og file negle. Måske du endda kan nå at lægge neglelak på. Og håret skal sættes op, uden at den lidt tomme plet i hvirvlen bag på hovedet viser sig. Men du skal også huske at være veludhvilet og fuld af energi. Du skal få gjort det med barberingen i god tid. Og gaven skal ikke pakkes ind på vej ud ad døren. Og nej, du skal ikke lige tage hen til naboen til et glas kold hvidvin på terrassen i stedet for at komme tidligt i seng inden den store dag! …

Det går jo aldrig som planlagt – i hvert fald ikke, når sklerosen er med ind over. Det er besværligt at slæbe sig op ad trappen. Hårnålene vil ikke glide lige ind – nej, faktisk ikke engang skille sig ad. Det med de hårnåle er for resten også dumt med endnu uhærdet neglelak. Og pyh, hvor er du træt. Du skulle ikke have troet på, at du bare kunne tage hjem igen fra naboen efter en halv time. Og din hundehvalp har ikke opført sig så eksemplarisk til morgen, som den plejer. Åh, den skøre, men overmåde søde hvalp!

Bare nu, du har gode ben i dag – på trods af de sorte, lidt strittende hår. Det er så hårdt, når man skal mingle. Alle elsker at stå og stå og stå! …

 

Det er ikke til selv at bestemme, hvornår energien og alt det andet spiller sammen til en god dag. Ej heller er det muligt at planlægge inspirationen til at skrive. Men der er sjældent særlig mange, der ser de få hår på benene. Til gengæld er det ikke så svært at få folk til at trække på smilebåndet.

Og jeg håber, at du undertiden har smilet, når du har læst mine strømme af ord. Tak, at du fulgte med på rejsen. Men alting har en ende. Min blog har også en.

‘Over and out’ fra mit hood.

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar