Der er nu gået lidt over et år siden min bror døde

Det er ikke helt til at forstå at der nu er gået mere end et år siden min storebror døde.

Det kom som en overraskelse, selvom eller måske netop fordi han fire måneder tidligere havde fået udført en bypass operation.

14 dage forinden var landet blevet lukket ned og de fyldte lastbiler fra gaderne i Bergamo havde chokeret. Jeg oplevede også for første gang hvor alvorligt man tog Corona. Ankommet til hans lejlighed blev jeg mødt af en læge og to Falck reddere iført beskyttelsesudstyr fra top til tå. Det var noget surrralistisk.

Dagen efter hans død fik jeg skrevet en nekrolog. Fordi jeg havde brug for at få sat ord på den pludseligt opståede sorg. Som jeg læser den her et år efter står hvert et ord ved magt. Jeg synes jeg fornemmer kærlighed men ikke en vammelsød pink candyfloss, som man kunne forfalde til i det nære lys af ens brors død. Jeg er glad for den og det jeg skrev.

Netop de rosenrøde rosende taler har jeg svært ved og det er en af de mange årsager til jeg hadede at gå til jubilæer. Selv den dummeste idiot (efter min mening) blev fremstillet som en genial elskelig person. Det kan naturligvis ikke være anderledes. Det ligger i sagens natur at der skal roses og ikke rises.

Siden da er tiden gået stærkt og langsomt på samme tid. Covid-19 har haft verdenssamfundets fulde opmærksomhed. Det har fyldt meget. I tankerne og i handling. Med håndsprit og mundbind.

Det har fyldt så meget at sorgen ikke har haft gode vækstbetingelser og det er måske godt. “The show must go on” som Kim kunne have sagt.

Men det betyder ikke at Kim ikke har været i min tanker.

Henrik

Fik konstateret MS i 2009. Fra et job som Nordisk IT Chef i en international koncern til pensionist med tom kalender. Nu handler det om at skabe mening og kvalitet i hverdagen istedet for mange møder, rejser og videokonferencer. Det lykkes ofte ! - sorgen over tabet husker jeg og jeg kan stadig blive ked af det men det føles ikke helt så tungt mere.... Ophavsmand til bogen "Passion".

Skriv kommentar