Der er sat spor

Den sidste måned har været lidt ekstra mærkelig. Jeg ville ikke helt indrømme det til at starte med. Men nu kan jeg godt se, at mit sind ikke bare kan ignorere det. Jeg havde for en måned siden en lille forbipasserende blodprop i hjernen. Den har ikke sat spor på scanningsbilledet, men den har alligevel sat spor i mig.

Nu må du ikke blive bekymret. Jeg har det fint. Jeg er gennemkontrolleret. Alt ser godt ud. Men selvfølgelig er der alligevel det uundgåelige spørgsmål: Hvorfor skete det? Og du tænker måske videre: Kan det ske igen? Indtil videre har jeg ikke bekymret mig om det sidste. Alt ser jo godt ud! Og oveni er jeg begyndt på noget blodfortyndende. Men kan jeg mon blive ved med at holde den uro væk?

Og ja, jeg må vedkende mig – jeg er og har været ekstra træt.

Jeg troede, at jeg bare skulle fortsætte derudad – som om intet af betydning var hændt. Men nu har jeg langt om længe grædt en dag – og så må jeg se, hvad der sker. Igen må jeg indse, at jeg ikke er helt så sej, som jeg går og tror. Der ér sat spor.

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar