Derfor er jeg her!

Nåh ja, jeg har slået en del kakerlakker ihjel den sidste uges tid. Det gjorde ondt i min ryg, da jeg vågnede i morges, da det er svært at finde et sted, hvor madrassen ikke synker sammen, og hvor fjedrene ikke går igennem. Min krop er for resten også dækket at myggestik. Og strømmen er gået.

Det er faktisk sjældent, at jeg kan komme i tanke om så mange dårlige ting på en gang. Men i sidste uge, da jeg var lidt modløs på grund af mine trælse ben, blev det nemmere at få øje på alt det besværlige. Det blev nemmere at få øje på alt det, der kan forbedres på vores skole – og lidt sværere at se så meget frugt og gavn af vores af vores væren her i Mozambique.

Men i torsdags var vores landbrugslærer, Kurt og jeg ude at besøge nogle tidligere elever – langt ude! Og det kan godt være, at jeg den dag blev lidt modløs på Mozambiques vegne, men hold da op, det blev igen ganske tydeligt, hvorfor jeg meget gerne tager alle besværlighederne med. Der er faktisk brug for os, og det vi har gang i med WutomiAgri. Derfor er jeg her! Skulle jeg en anden dag komme til at glemme det, ved jeg nu, hvor jeg skal gå hen for at blive mindet om vores mission.

Lídia fra forrige år kørte vi forbi blot for at sige hej. Hun dyrkede kål, men har ingen produktion lige nu, da hendes mark er oversvømmet efter voldsomt meget regn. Men så er hun i gang med fremstilling af majsbrændevin, og i hvert fald i torsdags gik salget strygende. Når vandet igen forsvinder, er hun klar til at så agurker, som der er mangel på i området.

Sónia, der vendte hjem sidst i marts, havde først bygget et kyllingehus med hjælp fra sin søster, og nu var hun i gang med det første hold kyllinger. Selv om de først er klar til salg om et par uger, havde hun allerede købere til næsten alle kyllingerne. Da jeg underviste Sónias klasse i den teoretiske del af iværksætteri, var hun den, jeg havde mindst tiltro til. Jeg havde faktisk aldrig følelsen af, at hun forstod noget som helst. Så det er godt, at vi lægger meget vægt på den praktiske undervisning også. I torsdags kiggede Sónia mig ind i øjnene med et glad og stolt blik. Min tvivl var gjort til skamme. Jeg tog fejl. Hun havde styr på det.

Hjemme ved Custódias forældre mødte vi en taknemlighed, som overgik al forstand. De takkede igen og igen for den store chance i livet, som vi havde givet til deres datter, der også er startet op som kyllingeavler. De spurgte, om vi ville spise det, hvis de slagtede et får. Vi smilede og sagde, at selvfølgelig ville vi gerne det – mens vi alle tre tænkte, at nu ville vi nok ikke nå hjem, inden det blev mørkt. Selv overvejede jeg også inde bag mit smil, om sådan et får ikke skal modne bare lidt, før man kan tygge det… Men også i dette tilfælde havde jeg fejlvurderet! Og undskyld, mor, men aldrig i mit liv har jeg spist noget mere mørt og lækkert lam. Ja, jeg ved godt at oplevelsen kan være under indflydelse af stemningen og forventningerne, men det smagte simpelthen bare godt – også uden frisk rosmarin. Og lammegryden var endda forholdsvis hurtigt på bordet.

Jeg er bekymret for, hvordan det skal gå med Mozambique i fremtiden. Korruption, grådighed, egoisme og magtsyge har taget overhånd i styringen af landet. Men vores elever er jeg ikke bekymret for. De skal nok klare sig. Og i hvert fald nogle af dem kommer til at sprede ringe i vandet.

Nå. Min ryg gør ikke ondt længere, ingen kakerlakker har vist sig i dag, myggestikkene er ved at være færdige med at klø, og i går aftes huskede jeg at smøre mig ind i myggebalsam. Strømmen er også kommet tilbage.

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar