Det kan jo – og må bære!

over tyskland

Jeg skrev, at det måtte briste eller bære. Og selvfølgelig bar det det. Jeg skulle for eksempel ikke engang spørge om hjælp med min kuffert. Inden jeg nåede at se mig om, havde en mand bakset min 30 kg tunge hurdle op i toget. Til gengæld havde jeg håndspritten klar. Og manden skulle også til Kastrup, så kufferten kom videre så let som ingenting.

Nu sidder jeg så her igen – og kigger ud over mit indiske ocean og hvalerne, der svømmer forbi, mens jeg skriver.

Det blev selvfølgelig lettere sagt end gjort at rejse til Afrika i den nu store verden, og jeg kom da også frem 24 timer senere end planlagt. Af en eller anden mærkelig grund fik jeg lyst til at skrive noter undervejs. Dem får du her. Det er måske en lidt lang læsning, så føl dig fri til at springe over, hvis du ikke gider mine rejsehistorier lige nu.

 

Jeg kunne ikke komme af sted, da det første fly med Qatar til Doha var forsinket så meget, at jeg ikke ville kunne nå det sidste fly til Maputo. Først var det som at slå i en pude. Den ellers meget venlige mand bag skranken kunne ikke gøre noget. Jeg kunne ikke bare komme med til Doha, da der ikke ville være andre ruter derfra til Maputo de kommende seks dage – i hvert fald ikke over lande, hvor jeg ville kunne få tilladelse til at være i transit…

Jeg blev nødt til at gå på toilettet, og jeg bad dem om at kigge grundigt efter en anden løsning, mens jeg var væk.

Da jeg kom tilbage, ventede en ny og noget mere betydningsfuld Qatar-mand på mig. Men hans svar var det samme; der var ingen fly til mig de næste mange dage.

Jeg var dog – på trods af manglende søvn – klædt på med uanede mængder af utrættelighed. Min opholdstilladelse til Mozambique var netop ved at udløbe, så hvis det hele ikke skulle blive noget gevaldigt rod, skulle jeg simpelthen ind i landet. Så efter meget drama, inderlige bønner fra min side – både til Qatar-manden og til Gud – viste der sig en løsning. Qatar-manden var for øvrigt helt exceptionel, da han havde besluttet sig for at gå all-in på at hjælpe mig.

Nu står jeg så her i et hvidt coronatesttelt med mindst 80 mennesker foran mig i køen. Jeg er sulten! Men mit coronapas er blevet tre timer for gammelt i forhold til min nye afgang i morgen. Og jeg har lige set nok afviste medpassagerer på grund af mangelfulde tests. Heldigvis går det hele tiden lidt fremad. Og jeg ved, at der venter en sen med god frokost i den anden ende.

Jeg har sovet så godt og længe, som jeg ikke har oplevet i lang tid – i en dejlig seng på Hotel Clarion – og spist lækker mad på Qatars regning.

Hotel Clarion

Nu sidder jeg i et halvtomt Lufthansa-fly på vej til München. Senere skal jeg med TAP til Lissabon og derefter med LAM til Maputo.

Jeg bad og bad hele morgenen for, at svaret fra den nye coronatest i går eftermiddag ville komme inden check-in. Det gjorde det ikke, men af mirakuløse årsager tjekkede Lufthansa-damen i check-in ikke tidspunktet. Og tro mig! Med min erfaring fra lufthavnen i går ved jeg, at det er et sandt mirakel.

Så nu er jeg i det mindste på vej! Og mit coronasvar er nu kommet, så jeg kan vise det i Lissabon og Maputo. Det kom på under 22 timer!

Jeg plejer aldrig at gide at skrive, når jeg sidder i flyet. Men nu har jeg lyst til at sætte ord på det hele. Himlen er blå, solen skinner ind på mig, og jeg kan se Tyskland under os. Det er så magisk, at jeg endda tog et billede ud ad vinduet. Jeg plejer ellers at smile lidt overbærende, når jeg ser medpassagerer gøre det. Men hvad! Det er 7 måneder siden, jeg sidst har fløjet. Det er ikke sket før de sidste 11 år… Jeg håber for resten, det bliver muligt at flyve hjem til Danmark igen. Jeg har lige opdaget, at det måske er endnu mindre simpelt, end jeg i min naivitet havde forestillet mig.

Jeg startede i øvrigt også turen ud med en uforudsigelig diarré. Ja, jeg har vel nu snart fortalt så meget om mine sklerosetarme, at det ikke kommer bag på dig… Så når alt kommer til alt, var jeg meget taknemmelig for mit helt eget toilet i nat. Nu er min mave blevet mere rolig. Det skal nok bære.

Det var en smuk oplevelse at ankomme til Maputo. Vi fik endda chokolade, vand og Wi-Fi, mens vi i behørig afstand bevægede os fremad og fik tjekket vores indrejsetilladelser og coronapas. Fuglesang var der også, og jeg kneb en tåre. Jeg havde helt glemt, hvordan man altid er i en lille fare for at få en fugleklat i hovedet selv indenfor i lufthavnen.

Det skortede ikke på coronatjek- og sikkerhed. Dog lod en meget vigtigt udseende coronainspektør ikke til at forstå, hvorfor jeg tøvede lidt, da han sagde til mig, at jeg skulle låne min kuglepen ud til en medrejsende, der ikke kunne udfylde sit indrejsekort. Og nåh ja – så skidt… ”This is Africa!” Her regerer en anden logik. Det har jeg for resten accepteret for mange år siden. Jeg lånte selvfølgelig min kuglepen ud – jeg er jo ikke en snobbet udlænding – og snart havde den været i hænderne på næsten hele rækken. Det må bære.

Jeg er igennem paskontrollen nu – og venter kun på min kuffert. Det kan tage noget tid, da her er mindst tusind mennesker – og coronaafstanden er med ét langt væk… Men ih, hvor jeg elsker dette land! Nu må det virkelig gerne blive ved med at bære.

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar