Det med familie er ikke altid helt nemt

Photo by Mike Scheid on Unsplash

“I alle familier er der noget” som mine forældre sagde

Sangerinden Elisabeth Gjerluff Nielsen har lavet en bog – “Store børn” – og jeg så et kort interview med hende i den anledning, hvor hun kom ind på det svære med familie.

“….hvor hun med smerte må erkende, at de ’store børn’ trods fælles opvækst synes på vej væk fra hinanden, så langt, at det er vanskeligt, måske umuligt at nå selv fremstrakte hænder.” Kilde: saxo.com

Det satte gang i en del tanker om familie, sorte får og “blod er tykkere end vand”.

Jeg er også opvokset med den tanke at familien er vigtig. Det vigtigste

“Hver fjerde dansker har valgt at slå hånden af et familiemedlem, viste en undersøgelse i B.T. for et år siden.” Kilde: BT (tilgået 17. august 2019)

Men den tanke er nok i høj grad udsprunget af tidligere tider, hvor du simplethen IKKE kunne klare dig uden familien. Fx til at tage sig af dig, når du blev gammel.

Men også bare til at føle dig velkommen, til at du kan føle dig som en del af et fælleskab. Det er mit indtryk, at nogle bruger internettet til netop det. Og føler de har mere til fælles med mennesker langt væk, bag en skærm og med et “sjovt” brugernavn.

Jeg føler bestemt et “slægtskab” med min familie. Vi deler historien, oplevelser og referencer. Det skal man ikke negligere. Men derfor behøver jeg ikke synes om dem.

Den nye familie i dette århundrede er dine venner. Dem som du selv har valgt og dem som har valgt dig. For det og den du er. Helt grundlæggende tror jeg ikke man klare sig uden hjælp fra andre. Men “andre” behøver ikke være familie af kød og blod.

For nogle er den nye familie “netværket”. Det forekommer mig lidt køligt, på afstand og lidt beregnende. Købmandsagtigt med en kræmmermentalitet, som jeg ikke bryder mig om.

Det kom bag på mig at så mange iht til BT´s undersøgelse – 25% – har valgt at sige nej tak til et familiemedlem. “Slå hånden af ” lyder meget negativt så jeg foretrækker “nej tak”.

Både med familie og med venner skal man gøre en indsats og være parat til at sige “pyt”. Men det duer ikke, hvis det bliver en sur pligt som dræner dig for energi og glæde. Så skal du søge mod frodigere græsgange. Ikke nemt, I know, men du må og skal gøre det for dig selv og dine allernærmeste.

Eller som minimum komme til en erkendelse og accept af, at det er sådan det er, så du ikke bruger energi på det.

 

Lakridstak

I 2016 lavede jeg et lille skriv – Lakrids, tak – med 8 leveråd til dig med MS. Det er nu også råd til mig og en reminder. Og netop i forbindelse med emnet her kom jeg i tanke om råd nr. 5: Ryd op – både fysisk og mentalt.

“Langt de fleste har nogle ting, der irriterer voldsomt eller venner og familie, som bare dræner helt vildt for energi – og det er her jeg mener du skal rydde op.”

Det står jeg ved også i dag.

 

Henrik

Fik konstateret MS i 2009. Fra et job som Nordisk IT Chef i en international koncern til pensionist med tom kalender. Nu handler det om at skabe mening og kvalitet i hverdagen istedet for mange møder, rejser og videokonferencer. Det lykkes ofte ! - sorgen over tabet husker jeg og jeg kan stadig blive ked af det men det føles ikke helt så tungt mere.... Ophavsmand til bogen "Passion".

Skriv kommentar