Du gør mig vanvittig, men jeg elsker dig

gedehyrder

Mozambique, du gør mig vanvittig! Men jeg elsker dig.

Jeg sidder lige nu inde på immigrationskontoret. Og jeg er bange for, at jeg skal blive her en rum tid…

Jeg skulle hente mit opholdstilladelseskort. Og jeg var heldig, at det var kommet rigtig hurtigt i år – så jeg ikke behøver at søge om udrejsetilladelse, hver gang jeg skal flyve til Danmark.

Nå, men den søde dame bag skranken var lige ved at give det til mig, da ham den unge knægt, som for nyligt er steget i graderne, kom ind og stoppede hende. Han sagde, at hun ikke måtte vise mig kortene, men det var jo for sent. Han har ikke opdaget, at jeg efterhånden også forstår endda mumlet portugisisk.

Det gør mig vanvittig, når mænd hellere vil demonstrere end håndtere deres magt.

Nu demonstrerer jeg mig tålmodighed. Jeg venter. Jeg smiler endda, men hvem kan se det, når jeg har maske på? Den unge knægt har for øvrigt sin til at sidde om hagen.

Jeg ville gerne tage et snigerfoto, men jeg har overvejet konsekvenserne af at blive opdaget. Du må nøjes med at forestille dig synet. Og i stedet får du dette billede af to unge gedehyrder, som jeg mødte ude foran skolen den anden morgen. De får lige min puls lidt ned igen.

Den unge mand siger, der er noget, der mangler. Jeg spørger, hvad det er. Han siger, at jeg godt ved det. Jeg lader som om, jeg ikke forstår, at han jo nok hentyder til lidt penge under bordet.

Han lader mig vente. Og jeg er bange for, at det kan blive meget længe. Jeg venter. Jeg nedstirrer ham lidt – og venter lidt mere.

Nu har jeg også overvejet konsekvenserne ved at skrive mere i dag. Så du må nøjes med dette. Jeg kunne godt komme til at skrive noget, jeg kunne komme til at fortryde.

Nu sidder jeg bare her. Jeg elsker jo dette land. Jeg må gøre alt for at få lov til at blive.

Jeg er vanvittig, jeg er stædig, men jeg har også lært at udstråle og demonstrere tålmodighed. Jeg smiler stadig udadtil – altså – bag min maske.

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar