Er jeg en af de svage?

tom sofa

Hjemvendt fra tur med Mozambique 50+ plejer jeg at tage mig et par dage på sofaen med feber af udmattelse.

Så ligger jeg der og siger til mig selv, at det er helt okay.

Jeg elsker at bruge alle mine kræfter en gang imellem. Og jeg har valgt, at det må jeg godt.

Min neurolog siger stadig, at det er op til mig selv at prioritere, hvordan jeg vil disponere over kræfterne. Jeg kender efterhånden prisen. Og det er ikke fordi, den er rar, men at få lov at lege superwoman for en lille stund er det hele værd.

Denne gang er det ikke gået helt så galt, som det plejer. Jeg har kun haft feber og rystelser en lille dags tid. Men min hjerne var åbenbart også noget påvirket, for mens det stod på, fik jeg faktisk overbevist mig selv om, at det var Coronaen, der var hoppet på mig.

Jeg havde dog ingen vejrtrækningsproblemer, men i hvert fald tre gange pressede et host sig på. Og jeg havde jo alligevel været gennem et par store internationale lufthavne på vej hjem.

Men hvad nu, hvis jeg er smittet? Er jeg en af de svage? Skulle jeg have blevet i Mozambique? Og kommer jeg overhovedet til at rejse hjem til Mozambique om et par uger?

Jeg er nok ikke den eneste, der lige nu er fuld af spørgsmål – og ikke mindst om forholdet mellem MS og Corona. Men for nu vil jeg glæde mig over mit helbred. Det tog mig kun én dag at komme over 17 dage som superwoman i denne omgang!

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar