Forsmag på julens glæder

Hører Brandy Beans til i konfektskålen?

Se, det vil jeg jo mene. Det kan der ikke være nogen verdens tvivl om. De var i hvert fald altid dér blandt klejner, valnødder, diverse marcipankreationer og sure vingummier med sukker på*1, når vi var til anden juledag med alle mine fætre og kusiner hos farmor og farfar. Og jeg var vild med dem. Ja – altså både fætrene og kusinerne, juledagene, kælketurene, min farmor og farfar*2 og ikke mindst de lidt krasse Brandy Beans. Jo flere, man spiste, jo lettere gled de ned.

Min farmor havde styr på julens glæder. Og min farmor sørgede hvert år for, at der var nok af Brandy Beans i den store juleskål. Jeg elskede min farmor. Jeg elskede min farmors jul. Ergo: Det kan ikke være rigtig jul uden Brandy Beans. Hvor svært kan det være?

Men det er alligevel lidt svært, når man gerne vil have rigtig jul i Mozambique – og når det så betyder, at julens glæder til sidst skal transporteres 250 km i et meget varmt bagagerum…

Heldigvis købte jeg tre pakker, da jeg var i Danmark sidst. De to ser ud til at have klaret det nogenlunde. Den sidste gav os retten til en lille forsmag i fredags. Hverken Kurt eller vores to humørspredende volontører mente, at Brandy Beans havde noget med jul at gøre. Men de ville alligevel gerne dele juleglæden og -smagen med mig.

Ja – der var ikke så meget Brandy tilbage i de Beans. Det meste var trukket ud i æsken. Det kan man vel forvente, når man lader varmen smelte hul på chokoladen.

Men min forsmag på og flashback til julens glæder i min farmors alt for varme stue med julelyde og -dufte var stadig perfekt. Grin og råb, stearin, gran, mandariner og kaffe, sang, rødkål, brun sovs og Meny Chips, min farmors glycerinduftende hænder og mine onklers koduftende... Alt det hele i en stor pærevælling*4 kunne jeg stadig smage i den Brandyfri Brandy Bean.

Den Brandy Bean*5 behøver ikke at være perfekt. Det vigtigste er, at den er der.

_ _ _
*1 og måske også lakridskonfekt, men det gik jeg altid udenom*3, så det har jeg næsten glemt.
*2 og min Onkel Erling, der altid vidste alt om vejret. Han er desværre en af dem, der ikke er iblandt os mere.
*3 Nu kommer jeg lidt i tvivl. Jeg var nok rent faktisk glad for de der lyserøde og lyseblå, der var lidt geleagtige i midten og dækket af en masse små bitte kugler udenpå.
*4 aka risalamande.
*5 Du behøver ikke at være perfekt. Det vigtigste er, at du er der.

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar