Alt er muligt

tudo-e-possivel

Tudo é possivel – alt er muligt!

I går eftermiddag på vej hjem fra vores skole stoppede jeg som altid ved banandamerne for at købe de gode små bananer, der koster godt en krone per klase. Og så mødte jeg denne opmuntrende lastbil, der mindede mig om, at alt er muligt.

Det er jo ikke fordi, det er nyt for mig, at biler og busser kører rundt med opmuntrende ord eller bibelcitater – eller andet, som jeg ikke forstår, fordi det står på arabisk eller mandarin eller hindi – og normalt trænger disse budskaber ikke helt ind.

Men i går gav den – for øvrigt udmærkede og vel ret så nysynede – lastbil mig et håb.

I min sidste blog kunne du læse, at jeg stadig havde en vis portion optimisme med hensyn til fornyelse af vores opholdstilladelse. Selvfølgelig kun ”en vis” – for du kan aldrig vide dig sikker, når bureaukrati, korruption og magt er realistiske værdibegreber for den høje herre, der holder din skæbne i sin hule hånd. Og vores lod er endda endnu mere uholdbar, da vi har valgt at stå meget fast på ikke at begive os ud ad den korruptionsbelagte vej.

Og nu har du nok gættet, at det gik helt galt den anden dag, der ellers startede så perfekt. Vi fik noget, der minder betydeligt meget om et afslag.

Siden har vi haft fem møder med direktører og vigtige personer på forskellige kontorer med lange og vigtige navne, som jeg ikke rigtigt ved, hvordan man skal oversætte til dansk. Vi er der ikke helt endnu. Men vi kan på ingen måde forstå, hvis vores arbejde med unge mennesker i Mozambique skal stoppe her. Alle mozambiquere, vi har involveret i vores aktuelle sag, tror heller ikke på, at det kan være rigtigt. Vi er så tæt på målet med den skole – og så mange unge mennesker får nyt håb for deres liv på grund af WutomiAgri.

Den gang for 15-16 år siden, hvor jeg kunne gå 80 meter på en god dag, var der heller ikke så meget, der tydede på, at jeg nogensinde ville komme til at starte noget som helst op i Mozambique. Der skete alligevel et mirakel, og her er jeg nu.

Vi ved stadig ikke, om det kræver et mirakel – eller om vi let og hurtigt kan ændre på vores baggrund for at få en ny opholdstilladelse. Men i hvert fald giver vi ikke op! Alt er muligt.

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar