Coronaen kommer med tid til at hækle

primulatæppe.2020

Sidst på sommeren 2018 besøgte jeg en veninde, der var ved at hækle et primulatæppe. Jeg var vild med det og gik selv i gang med det store projekt. Og jeg kan se, at jeg kommenterede dets udvikling fire gange sidste år her på bloggen. Jeg kan ikke linke længere end et år tilbage, så jeg bringer lige her, hvad jeg skrev i september for halvandet år siden.

Den lille og den store lykke

Jeg ved godt, at det svære ikke bliver lettere, bare fordi man hører om nogen, der har endnu mere at kæmpe med.

Dog gør livet i Mozambique, at jeg ofte føler mig som det heldigste menneske i verden – også selv om jeg mærker skruestikker om benene, jorden hive i mig, og dagens dont som en kropumulig og uoverskuelig opgave.

Jeg ved, hvad min sygdom handler om, og jeg har fået redskaber til at fungere på trods. Hvor møder jeg tit nogen her, som ikke magter sin livssituation – om end der ikke er tale om sygdom.

Jeg mærker hver dag, at jeg er syg. Nogle dage er endda hårde og smertefulde. Jeg bliver meget frustreret, når ting går langsomt for mig, når min krop og min hjerne slår knuder. Og jeg får tit ondt af mig selv. Men jeg er heldig at være skabt med en velsignende egenskab til aldrig umiddelbart at huske det svære.

Derimod er min hukommelse virkelig god, når det gælder stjernestunder, dejlige møder med mennesker, store øjeblikke med lykke, sejre, og overskudsagtige bedrifter fra min egen eller andres side.

Jeg synes ikke, min energi på den måde er vendt stærkt tilbage efter de kære orm. Men så kan jeg på den anden side have god samvittighed, når jeg sidder og hækler i min sofa.

Jeg er begyndt på dette primulatæppe. Det ser stadig ikke ud af meget. Jeg har nu hæklet 34 blomster – og jeg tænker, der skal bruges godt 500. Men hver gang, jeg har hæklet en ny blomst fast, mærker jeg en lille lykke over det smukke, jeg kan skabe – også selv om jeg ikke virker 100 procent.

Da coronaen fangede os her i Danmark i marts – med udsigten til lang tids hjemmesysler – fik jeg igen lyst til at hækle et primulatæppe. Jeg havde ellers ikke troet, jeg nogensinde ville begive mig ud i det tidskrævende projekt igen, men vi manglede tæpper til de mange kolde aftener på sofaen. Kun ét af dem, der plejede at være her, befinder sig ikke i Mozambique…

Jeg indhentede uldrester ved mine mødre og søstre og begyndte med ny iver. Og man kan sige, at coronaen kommer med god tid til at hækle, for jeg er næsten lige så langt, som jeg i Mozambique var kommet i april sidste år:

primulatæppet.2019

Nu kalder jeg det et coronatæppe. Men på trods af navnet formår det stadig at bringe mig en lille lykke ind i noget ellers ret så uoverskueligt.

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar