Den hårde kamp for at få sin seng igen

Man bruger virkelig meget tid i sin seng, hvis man regner det ud på et liv. Faktisk sover man i gennemsnit 27 år til sammen, i så fald man bliver 80 år, og det siger jo ikke så lidt. Hvis jeg bliver 80 år, så er jeg sgu ikke sikker på, at jeg har sovet sammenlagt 27 år. Den følelse jeg har lige nu, er at jeg i hvert fald har mistet et par år. Synderne er mine børn, som sparker mig i hovedet, slår kolbøtter i sengen sovende, og vækker mig i utide for at få vand. Så sent som i nat, har jeg sovet sammenlagt tre timer, hvilket gjorde at natten føltes som et stort mareridt.

Vi har faktisk taget kampen med børnene, og de er også begyndt at falde i søvn i deres egen køjeseng. Problemet opstår om natten, når de kommer grædende ind til os, og her får de naturligvis lov til at komme op. Nu skriver jeg, naturligvis. Måske er det her at problemet opstår. For skal det være en selvfølge? Sjovt nok, så begynder deres opvågningsritual at starte tidligere og tidligere på natten. Det er som en historie, jeg hørte fra en af mine venner. Han gav sit barn lov til at se Ipad om morgenen. Så pludselig ændrede det sig fra at datteren kom ind klokken 06.00, til at hun til sidst spurgte om Ipaden kl 04. Jeg er bange for, det er lidt det, der er ved at ske hos mig. Her er det bare os, der er suttekluden.

Heldigvis har vi opskriften til succes. Vi brugte den, da Leo skulle lære at sove uden Mai Britt, og vi brugte opskriften da Ava skulle lære at sove uden Mai Britt. Opskriften kræver vilje og stædighed. Den plejer at udmønte sig i meget lidt søvn, og en stor spand kaffe om morgenen inden arbejde. For det er her, man skal sidde ved siden af dem ved deres egen seng, indtil de falder i søvn. Og det kan ske mange gange de første par nætter. Jeg indrømmer, at jeg selv synes det er hyggeligt at putte med mine børn. Men de sammenlagte 5 minutter hygge, modregnet de mange antal gange jeg bliver vækket af slag og spark, er jeg ikke mere sikker på, at det er det værd.

Martin

Jeg er 32 år gammel og bor på Nørrebro med min kæreste og 2 små børn. Til daglig arbejder jeg som skolelærer i København, hvor jeg underviser børn og unge. Jeg har altid levet et aktivt liv, hvor fodbold har fyldt rigtig meget, da jeg har en baggrund som elitefodboldspiller. Jeg fik stillet MS diagnosen i 2008, men jeg lever et helt normalt liv som alle andre, “normale” mennesker. Følg mit liv, beskrevet herinde på bloggen, hvor jeg blandt andet vil skrive om mit liv som far, kæreste, og en stadig forholdsvis ung mand med MS. Man er altid velkommen til at skrive kommentarer i kommentarfeltet.

Skriv kommentar