Den lille lykke vokser

Primula vokser

Hold da op, det er vanedannende at hækle blomster til mit primulatæppe.

I starten tænkte jeg, at det ville komme til at være mindst et par år undervejs. Men nu ser jeg mig selv udnytte enhver lille pause til lige at hækle lidt. Endda på toilettet. Er det for resten pinligt? Jeg har lige været et lille smut i Danmark, og jeg sov ikke nær så meget på flyet, som jeg plejer, fordi jeg kom til at holde mig vågen med at hækle.

Jeg er nu oppe på 152 blomster. Det er allerede en tredjedel.

Tja. Når nu jeg er langsom på næsten alle andre områder, er det da meget rart at have fundet noget, som jeg er hurtig til. Min lille lykke vokser, hver gang jeg nyder synet at en ny blomst hæklet på.

Jeg glæder mig til en dag at vise det færdige primulatæppe.

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar