En diagnose

Jeg arbejder med unge mennesker, som har fået en diagnose indenfor autismespektrumsforstyrrelser. Jeg kan kun udtale mig omkring de observationer, jeg har erfaret mig, men disse observationer giver mig stof til eftertanke. Det giver mig stof til eftertanke, fordi jeg en dag kunne læse, at en kendt sportsmandskone, desværre havde fået diagnosen, sklerose. Den følelse kender vi mange. Den er ikke sjov, og for mig personligt, var det specielt uvisheden, der gjorde diagnosen ekstra skræmmende! Denne uvished og manglende viden omkring min diagnose, blev dog hurtigt ændret. Jeg kunne læse en masse på nettet, jeg kunne ringe til skleroseforeningen, jeg havde (og har) sygeplejersker og læger, jeg kunne spørge om alt. Det var virkelig rart, for det gav mig forudsigelighed, og det gav mig tryghed i, at jeg var omgivet af kloge og dygtige fagligt stærke mennesker. Så selvom diagnosen og nyheden var hård, så trods omstændighederne, synes jeg, at jeg er blevet modtaget og behandlet til UG. Er klar over, at ikke alle deler denne opfattelse.

Jeg vælger her at perspektivere over til specialområdet. For her får du en diagnose, som fortæller et eller andet om dig. Dem jeg arbejder med, de får diagnosen tidligt i deres liv. Forældrene er naturligvis i sorg efter konstatering af diagnosen, og midt i al sorgen får de (der er heldige) tilbudt et lille forældrekursus. Herefter, er de overladt til sig selv, altså hvis de ikke vil underrettes til kommunen for at modtage hjælp. Autismespektrumsområdet er utroligt dynamisk og varierende, og derfor er det også enormt spændende. Men det er også rigtigt hårdt, for os personale omkring elevenerne, og forældrene omkring eleven, fordi vi ikke altid kan ”give den rigtige medicin”, eller den ”medicin” vi gav i sidste uge, ikke virker mere på eleven. Der er ikke noget faktum, og behandlingen/hjælpen er noget længere væk og mere kringlet end den, jeg modtog.

Igen. Jeg er så glad og taknemmelig for, al den hjælp jeg har modtaget – jeg ville ønske, at denne ekspertise og følgende behandling, også kunne gives på andre områder af vores sundhedssystem.

Martin

Jeg er 32 år gammel og bor på Nørrebro med min kæreste og 2 små børn. Til daglig arbejder jeg som skolelærer i København, hvor jeg underviser børn og unge. Jeg har altid levet et aktivt liv, hvor fodbold har fyldt rigtig meget, da jeg har en baggrund som elitefodboldspiller. Jeg fik stillet MS diagnosen i 2008, men jeg lever et helt normalt liv som alle andre, “normale” mennesker. Følg mit liv, beskrevet herinde på bloggen, hvor jeg blandt andet vil skrive om mit liv som far, kæreste, og en stadig forholdsvis ung mand med MS. Man er altid velkommen til at skrive kommentarer i kommentarfeltet.

Skriv kommentar