Her er mit hood

mit hood

Ja, det er sommer i Danmark! Det er ikke svært at opdage, selv om jeg er 13.000 kilometer væk. Det er, som om danskere kappes om at råbe det højest på de sociale medier.

Her er det vinter. Men hvad betyder det, tænker du måske?

I dag har solen skinnet, som den faktisk gør de fleste dage om vinteren, og så er det lunt og dejligt midt på dagen – cirka 25 grader i skyggen, tror jeg. Men morgenerne er kolde, og det bliver allerede mørkt lidt efter klokken 17.

Og det er simpelthen blevet for koldt til mine morgenture ved og i havet. I stedet forsøger jeg, så tit det er muligt, at gå mig en tur i mit hood efter frokost.

Og jeg elsker det her sted! Ja okay, her flyder med skrald, det er lidt hårdt at gå for huller, sand og gedelort, og ind imellem møder jeg en af verdens uretfærdigheder, der kan overmande mig med en følelse af opgivenhed. Men alle hilser og smiler, også dem, der knap nok har noget. Og stopper jeg op, vil alle gerne snakke – om ikke om andet, så om vejret. Det er åbenbart ikke anderledes end i mit andet hood de godt titusinder kilometer mod nord.

I dag planlagde jeg at tage nogle billeder, så du kan få en idé om, hvordan her er.
Ja, jeg ved det godt, jeg er naiv som altid!
For det er jo ikke muligt at tage billeder af stemningen, lydene og lugtene.
Og menneskerne vil jeg ikke være bekendt at fotografere.
Nogle meget få spurgte jeg om lov – men så var momentet ligesom ødelagt.

mit strand-hood

mit sand-hood

Jeg ville jo gerne have vist dig de tiårige drenge, der sad på en mur og overgik hinandens historier.

Og jeg ville ønske, man kunne tage billeder med tankerne, da jeg gik forbi den lokale politistation, hvor en forbryder af en art højlydt forsøgte at overbevise de to betjente om sin uskyld.

Det ville heller ikke have været værst at kunne knipse manden, der på lægehusets veranda var ved at blive vejet på en gammel lægevægt, mens en masse gravide kvinder sad og studerede ham.

Eller de syngende og gadedrengehoppende børn, der fik fri fra skole, havde været et godt motiv – eller banansælgerdamerne – eller det unge kærestepar, der absolut ikke havde travlt med at komme hjem – eller alle naboens vagter, der altid spiller kort på vores mur, mens de overgår hinandens historier…

I stedet får du et par geder. Dem har vi nok af her. Hønsene gad ikke rigtigt posere, men de bor her også – tillige med hundene og aberne.

Nogle bor i meget fine huse – lige som os. Andre bor i ly af de gamle hotelruiner – eller andre spartanske steder. Men vi er her alle sammen. Vi taler sammen, og vi kigger hinanden ind i øjnene.

Jeg er vild med at være en del af mit hood.

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar