Jobsamtalens vindere

Jeg har været med til mange jobsamtaler. På mit job har jeg været med til at ansætte 7 kollegaer, og jeg har selv været ansøger til en del. Når man sidder til jobsamtale, og har mulighed for at observere, har det indtil videre været et klart billede af, hvilken type der oftest får jobbet.

Den der kan sælge sig selv:

Personen der oftest har fået jobbet til de samtaler, jeg har været til, har næsten altid været ham/hende, som har været god til at sælge sig selv i form af sin personlighed. Det er en rigtig svær situation for ansøgeren i disse situationer, så hvis en person kan stråle med personlighed og overskud, vil jeg mene, de allerede er godt i gang med at lægge sig i førerfeltet. 80% af jobsamtalerne har vi valgt en, vi tænker vi gerne vil arbejde sammen med, og tænker at fagligheden nok skal komme hen ad vejen, hvis personen ikke har så meget erfaring.

Den fagligt stærke:

Vi ønsker os i bund og grund, altid en ny kollega der er hammer dygtig, og som kan berige os med deres kvaliteter. En person som kan vise opnået resultater, faglige perspektiver og en person man ville kunne sende direkte i arbejde, uden at være nervøse for deres formåen. Disse personer behøver ikke at have alverdens charme og sociale overskud, fordi vi kan alle respektere en person der kan sit kram.

En samtale er en stor gang psykologi, hvor vi konstant vurderer hinanden. Ansøgeren tænker: Hvilket svar vil de have, hvordan kan jeg fremhæve mig selv bedst muligt de næste 25 min., hvad mon de tænker om mig, var det et smil, fordi du synes svaret er godt, eller var det af medlidenhed?

En ting jeg synes der er nemt at læse på folk er, om de er ærlige. Jeg har altid været ærlig omkring mine svagheder og styrker, også omkring min sklerosesituation. Det har aldrig afskrækket nogen af de jobs, jeg har søgt inden for det offentlige, hvor der altid har været stor respekt for ærligheden, og måske som i sidste ende været et plus ved min personlighed.

 

Martin

Jeg er 32 år gammel og bor på Nørrebro med min kæreste og 2 små børn. Til daglig arbejder jeg som skolelærer i København, hvor jeg underviser børn og unge. Jeg har altid levet et aktivt liv, hvor fodbold har fyldt rigtig meget, da jeg har en baggrund som elitefodboldspiller. Jeg fik stillet MS diagnosen i 2008, men jeg lever et helt normalt liv som alle andre, “normale” mennesker. Følg mit liv, beskrevet herinde på bloggen, hvor jeg blandt andet vil skrive om mit liv som far, kæreste, og en stadig forholdsvis ung mand med MS. Man er altid velkommen til at skrive kommentarer i kommentarfeltet.

Skriv kommentar