Med andre øjne

I min sidste blog nævnte jeg vores to søde volontører, Laura og Celine på 20 år. Jeg har lige læst et af deres nyhedsbreve på WutomiAgris hjemmeside, og det slog mig, hvor forfriskende det er at se det hele med andre øjne – og unge øjne…! Jeg fik lyst til at dele deres tanker, så jeg har kopieret deres hilsen ind her.

Der sker hele tiden nye ting her på WutomiAgri. Og med det går tiden alt for hurtigt. Vi er allerede over halvvejs i vores ophold. Stedet her er bare så dejligt, og vi er begyndt at vænne os til det meste. Det vigtigste er nok at huske, at man ikke altid kan forvente, hvad der kommer til at ske på en dag.

I denne uge har der været meget støj i landsbyen, da den helt store valgkamp er begyndt her i Mozambique. Eleverne tog af sted, så vi måtte hellere også lige se hvad det var for noget. Vi satte kurs mod larmen, og hurtig fandt vi en helt masse mennesker under landsbyens største træ. Folk var klar til at høre, hvad partiet havde af fremtidsplaner for byen. Mange havde iført sig T-shirts og klæder med partilederens ansigt på. Når mennesker her i landsbyen samler sig, kan man ikke undgå jubel, dans og sang på livet løs.  Vi tænkte, at vi bare lige skulle kigge, men vi fik straks en stol at sidde på. Her i Mozambique hedder det ikke, at man bare lige kigger forbi, hvilket vi troede, vi skulle. Det var dejligt og have eleverne med, og vi mødte faktisk nogle mennesker, vi allerede havde set før. Det var lidt sjovt at møde dem igen, og det gjorde, at vi følte os en del af landsbyen. Vi fik også en god snak med nogle gamle lærere fra WutomiAgri. Det var fedt at se befolkningens begejstring i politik. Efter to og en halv time tog vi hjem igen, så det blev en lang ”kiggetur”.

Kommunikationen blandt os som volontører og eleverne bliver bedre og bedre. Til trods for at de ikke er særligt gode til engelsk, og vi har svært ved portugisisk, lykkes det næsten altid at få noget indført. Vi bliver nødt til at prøve sig frem, og flere og flere ord kommer på banen – både for os og for eleverne. Få ord kan hurtigt sætte et grin i gang.

I denne uge blev en hel masse kyllinger solgt. Derfor var kyllingehuset klar til at få den største hovedrengøring. Når alle elever hjælper til, kan de hurtigt få klaret en stor opgave. Det gjorde de også her, nogen greb en skovl, andre en kost og de sidste nogle poser, og så gik det ellers bare stærkt. Celine kørte vognen med møg frem og tilbage til stakken, og straks var huset tømt. Huset er nu klart til nye små, søde og en kun en dag gamle kyllinger. Eleverne glæder sig altid til, at der kommer nye kyllinger, og en ny gruppe elever får nu ansvaret for kyllingeproduktionen. Det betyder, at de kan følge med igennem hele kyllingernes udvikling.  De skal sørge for at give dem vacciner, medicin og passe godt på dem, helt indtil de bliver store nok til at blive solgt.

En af dagene spurgte vi lærerne, om vi måtte følge med i en af deres undervisning timer for at se, hvordan den teoretiske undervisning foregår. Vi tror, de havde en form for samfundsfag/religion. Selvom vi ikke forstod meget af det, kunne vi fornemme og mærke elevernes begejstring i at lære og diskutere de dilemmaer, læreren stillede, og alle var med. Det er ikke kun i det fag, man kan se deres begejstring for at lære. Det gælder også de ting, vi underviser i; engelsk og it.  I engelsk rykker de sig. De begynder at snakke mere og få en bedre forståelse. I it ser vi også store fremskridt. Som lærere kan vi kun være glade.

En tidlig morgen, hvor vi endnu ikke er helt vågne, kan der også ske sjove ting. Denne morgen skete der noget ovre ved hønsehuset. Imens vi var i gang med at vande alle planterne, kunne vi høre noget mistænkeligt ved hønsene. Vi kiggede, og en helt masse høns var sluppet ud. Hønseæggene er en af skolens indtægter, så næsten alle løb derhen og prøvede at få hønsene ind, hvilket var lettere sagt end gjort. Men efter en masse jagen frem og tilbage, dør-åben og dør-luk og til sidst kasten os efter høns, som om vi var med i rugby, lykkedes det endeligt.

/Laura og Celine

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar