Mine planer er mange, men…

vin

… men donten lille.

Jeg stod op her til morgen til et hus og have fuld af halvt igangsatte projekter.

Jeg husker, at min mand spurgte mig i går morges, hvad jeg havde planlagt for dagen. Jeg svarede, at jeg ikke helt var kommet dertil endnu, men i hvert fald skulle jeg skrive blog. Det kom jeg aldrig til.

I stedet gik jeg i gang med en masse andet. Mine ideer og planer var hele tiden mange, og jeg fik startet på både at bage boller, at gøre ovnen ren, at vaske tøj, at beskære vinen i udestuen, at luge ukrudt, at gøre rent og at forberede weekendens besøg. Mit hoved var fuldt af en kaotisk lyst til handling, og jeg kom hele tiden til at hoppe over til et andet gøremål, end det jeg var ved. Og energien og kræfterne blev ved med at slippe op, så jeg måtte holde pause – og dermed fik lyst til at lave noget nyt.

Ja, jeg behøver nok ikke sige det… Der blev ikke fuldført ret meget.

Bollerne blev ret så mørke, da jeg glemte at holde øje med dem. Ovnrensen skulle have lov at virke lidt tid, og så glemte jeg alt om den. Vinen var vokset helt amok, og da jeg skulle hente noget mere snor at binde op med, befandt jeg mig pludselig i et nyt projekt. Havearbejdet kunne jeg sagtens have blevet ved med, men jeg havde dårlig samvittighed over alt det andet, der ikke blev gjort. Rengøringsiveren blev meget kort, selv om der var beskidt nok. Det var simpelthen for kedeligt og uoverskueligt, og min krop var begyndt at strejke. Og stadig har jeg ikke den gode plan klar til, hvordan vi laver noget meget lækkert, men samtidig meget nemt, så jeg ikke bruger alle kræfterne på at forberede mad i stedet for at nyde at være sammen med vores gæster i weekenden.

Da jeg skulle i seng, kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt en omgang tøj i vaskemaskinen, der havde været færdig siden formiddagen. Der lå en posefuld boller på køkkenbordet, som skulle have været i fryseren, og haveredskaber og andet lå spredt rundt i haven. Heldigvis havde Kurt dog hentet det mest vigtige ind.

Lige nu er det rart nok at kunne trække sklerosekortet og fralægge mig lidt af ansvaret. Jeg prøver at sige pyt og tage det lidt let. Men det virker ikke helt. Jeg bekymrer mig for mit hoved efter sådan en dag!

Hvordan takler du det, når du synes, dine sklerosemærkeligheder er for voldsomme?

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar