Vi hører jo sammen

min vej

Nytårsforsætter er ikke min stærke side. Eller – jeg er meget god til at lave dem for mig selv, men jeg er også meget god til at glemme dem igen.

Sammen med lærerne og skolelederen på WutomiAgri sad Kurt og jeg i starten af december og lavede planlægning af det nye skoleår. Vi var enige om, at flere ekskursioner for eleverne ville være en god motivationsfaktor, og vi drøftede nye mulige steder at besøge.

Kurt fortalte, at han for nyligt havde besøgt det store indiske foretagende, hvor de både dyrker og forarbejder ris og krydderurter. Jeg bedyrede, at chefen var en meget venlig mand, der sikkert gerne ville arrangere en rundvisning for os, men Stella var ikke så sikker på det. Hun mente, at piben ville have en noget anden lyd – eller farve – hvis hun mødte op i stedet for mig…

Nåh ja! Jeg lever i en verden, hvor mennesker lægger alt for meget mærke til hudfarve. Det chokerer mig igen og igen.

Nu tilbage til mine nytårsforsættertanker. Jeg har på det seneste gået og lagt lidt mærke til, hvordan jeg indimellem giver efter for, at sklerosen får mig til at handle ufint over for andre mennesker – hvis jeg er træt eller har ondt – eller bare er forvirret. Det gør mig ked af det – og se, det kunne være genstand for nogle gode nytårsforsætter. Men det bliver for stort og uoverskueligt at sætte ord på endnu. Det må blive til et aprilforsæt – eller noget…

Fra nu af skal jeg gøre mit til, at ingen, jeg møder, skal føle sig mindre værd eller mindre ønsket på grund af hudfarve – eller andet i den dur.

På billedet ser du Felipe, vores nabos vagt. Jeg har kendt ham i ti år, da nogle af vores gode venner boede i dette hus tidligere. Jeg mødte ham den anden morgen, hvor han gik og fejede, og vi snakkede om løst og fast i næsten en time. Jeg holder af ham. Han holder af mig. Vi hører sammen. I det mindste er der ingen her, hvor jeg bor, der taler til mig, som om jeg er en hovmodig hvid.

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar