Jeg er født med muligheder!

arbejde slut for i dag

Jeg burde feste og danse. Efter mange anstrengelser, bønner og ventesessioner har vi nu fået vores opholdstilladelser igennem for denne gang! Men jeg orker ikke at være festlig lige nu. Alle de mange bureaukratiske øretæver har gjort mig træt og ked af det.

Jeg elsker Danmark – der har jeg hjemme.

Og du gør egentlig meget ret i at spørge, hvorfor jeg så gider bruge mit liv på at slås mod et uretfærdigt system så langt fra det hjem. Jeg kunne have et nemt, godt og spændende liv i Vorbasse – omgivet af venner, familie og kendte mennesker. Jeg spørger ind imellem også mig selv!

Men min forelskelse i og historie med Mozambique er blevet til en dyb kærlighed til dets gode mennesker.

Jeg er født i et land fuld af muligheder.

Mozambiquerne er født i et land umiddelbart uden muligheder. Eller, det vil sige, de har en historie med undertrykkelse. De er gennem generationer blevet fortalt, at sorte mennesker ikke selv skal tænke og tage initiativ.

Du skal blot gøre, som der bliver sagt, som de andre gør –som forfædrene gjorde – og så skal det nok gå. Du må endelig ikke tro endelig ikke, der kommer noget godt ud af at gøre noget ekstraordinært – eller at tænke nyt og stort. Og får du alligevel en god idé er det med at passe på, at en høvding ikke opdager den og opkræver en ny afgift, du aldrig har hørt om, men som du ikke tør andet end betale, fordi han nok ved bedre, end du gør.

Jeg er ked af det, fordi det ikke engang behøvede at være sådan. Mozambiquerne kunne have været et rigt folk, når man tænker på landets enorme potentiale og ressourcer i form af hvide sandstrande, safirblåt hav, landbrugsjord, mineraler og naturgas. Jeg er ked af det, fordi de mænd, der har magten, ikke føler et ansvar for og ikke er i stand til at forvalte denne rigdom, så den kommer folket til gode. Jeg er ked af det, fordi så få kan stave til apati, mens størstedelen sidder i den. Jeg er ked af det, fordi bureaukrati og dårlig uddannelse gør folk blinde. Og jeg er ked af, at jeg her er repræsentant for den hvide mand, der i første omgang gjorde dette mod mozambiquerne. Hov! Jeg havde lovet mig selv ikke at køre ud ad den tangent…

I Danmark er jeg født med udsigten til at kunne blive lige, hvad jeg ville.

Men jeg fik en voldsom sygdom, der umiddelbart stjal mine muligheder. Og ja, selv om jeg har det meget, meget bedre end for 15 år siden, hvor min sklerose var værst, ville jeg i dag ikke fysisk og kognitivt kunne klare et almindeligt job med arbejdstider og alt det andet, der hører med.

Og nu tilbage til min tråd, som jeg forsøger at holde rød; min kærlighed til mozambiquerne. For jeg kan stadig noget. Og jeg kan faktisk gøre en forskel med WutomiAgri her i Mozambique – hvor meget det så end lyder som en floskel. For ti år siden gik vi i gang med at bygge en skole, der skulle hjælpe unge mennesker til at se både deres egne og jordens ressourcer og potentiale. Godt nok en lille skole, ja, men omfanget af, hvem der er involveret, og hvem der har haft gavn af hele projektet, er steget til langt over, hvad vi havde drømt om, da min mand og jeg blev enige om at begive os ud på eventyr.

Desværre er en ny lov kommet med nogle vanvittige betingelser for vores skole, som kræver yderligere anstrengelser, besøg på offentlige kontorer, høje afgifter og masser af papirarbejde – på portugisisk. Og vores opholdstilladelse er for øvrigt betinget af, at vi finder en løsning på dette – og får dokumentationen i orden inden 6 måneder.

Men jeg elsker simpelthen at være vidne til, hvad der sker, når unge mozambiquere får øje på og langsomt forstår de muligheder, de alligevel har, hvis de arbejder hårdt både med hænderne og med hovedet. Unge mennesker her higer efter uddannelse og udvikling. De er vant til, at tingene ikke kommer let, så at knokle er ikke deres problem. Og det giver mig håb for dette land. Vi kan efterhånden ikke tælle de elever på to hænder, der bliver ved på trods af de enorme forhindringer, der kommer med deres kultur, bureaukrati og korruption. Ofte ser jeg en tidligere elev give udtryk for på de sociale medier, at vores lille landbrugs- og iværksætteruddannelse har ændret deres liv.

Jeg fik for en kort stund lyst til at give op. Men når jeg tænker på vores elever, får jeg ny energi. Stadig kan jeg skimte bæredygtigheden længere fremme – og formålet med mine anstrengelser. Nu er jeg færdig med at rase for denne gang. Jeg er klar til en ny kamp. For når vores elever kan, så kan jeg også.

I Danmark er jeg født – med uendelige muligheder.

Og min overflod er stadig stor nok til at dele.

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar