Jeg er kørt flad

Heldigvis var det ikke min lille firehjulstrækker, der kørte flad, da jeg var på vej alene til stranden den anden dag i frokostpausen. Min egen strand var stadigvæk lukket, så der er seks kilometers kørsel mod nordøst langs vandet til den åbne strand, vi fandt nytårsdag. Det kræver dog en bil, der kan køre i rigtig meget sand. Og så er det absolut uden for alle telefonmasters rækkevidde.

Det slog mig på vejen, at jeg virkeligt håbede, reservehjulet ikke var rustet helt fast, og at der ville være en donkraft i bilen – og hvad man ellers skal bruge til at skifte et hjul. For der var helt øde sådan en tirsdag middag og nok tre km til der, hvor telefonen igen ville kunne ringe. Så langt ville jeg ikke kunne gå i al den sol og sand!

Men jeg kørte jo ikke flad. Og vandet var klart, kølende og lykkebringende. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg overvejede, at der skulle ske noget med bilen. Sådan noget plejer jeg ikke at spekulere over. Måske var det, fordi jeg føler mig helt fladkørt.

Sidst skrev jeg om min jul med Omikron. På det tidspunkt var jeg nok lidt kålhøgen, da jeg faktisk var mindre syg end Kurt. Det er vel okay med sklerose og en gammel indkaldelse liggende til tredje vaccinestik. Til gengæld var han tilbage i form inden nytår. Jeg hænger stadig i bremsen.

Jeg sidder og kigger ud over mit hav. I går erklærede præsidenten alle strandene åbne – ind til nogen ikke overholder afstandskravene. I det mindste er jeg ikke for flad til at skynde mig ned at tage en dukkert, inden han lukker dem igen.

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar