Jeg er træt på alle måder af at have MS

© Scleroseforeningen
© Scleroseforeningen

…ved godt det ikke nytter. Sklerose er kronisk, men det måtte godt gå væk nu..

Dels gør min sklerose mig fysisk træt, men jeg er også mentalt træt.

Trætheden ved sklerose er jeg helt sikkert ikke den eneste som kender til. Scleroseforeningen har lavet en video om træthed.

Det eneste problem med den video er, at den varer 1 time og 45 minutter. Jeg er forlængst stået af. Men du kan jo se den i bidder så: ja det kunne jeg, hvis jeg ikke var nødt til at starte forfra hver gang. Det virker uoverstigeligt for mig. Dog skal det siges, at Scleroseforeningen på deres hjemmeside har delt det meget fint op og man kan hoppe ind i de forskellige afsnit som man lyster.

Nogle har spurgt hvad jeg dog bliver træt af ? Jeg er ikke i arbejde og mine børn er store. Det giver videoen og særligt billedet i toppen (som er et snap fra videoen) svar på. Alt er mere energikrævende.

Jeg er også træt af at have sklerose af andre årsager. Jeg er til tider meget bevidst om, hvad MS har gjort ved mig og kan ikke lide fx at jeg ofte er nødt til at afbryde andre, fordi jeg ikke kan fastholde min tanke. Og får jeg ikke stillet spørgmålet, får jeg det heller ikke besvaret – og så ligger det som en grød af uafklarethed i mit hoved, som ikke går væk men hæver og bliver større som et franskbrød med 50 gram gær.

Jeg er også træt af at sklerosen fylder i mit sind og hoved. Jeg vil hellere fylde det op med andre ting.

Generelt er jeg god til at holde mig igang og beskæftiget. Det er også nødvendigt, for ellers føler jeg mig unyttig og det kan jeg ikke lide.

Måske var det en tysk kollega som først så nogle symptomer på MS. Jeg var energisk og generelt hurtig både i tanke og i handling. Han spurgte mig om jeg havde det godt, for der var ikke samme energi – jeg slog det hen: “det er sikkert bare en forkølelse”.

Det viste sig at være lidt mere end det..

Henrik

Fik konstateret MS i 2009. Fra et job som Nordisk IT Chef i en international koncern til pensionist med tom kalender. Nu handler det om at skabe mening og kvalitet i hverdagen istedet for mange møder, rejser og videokonferencer. Det lykkes ofte ! - sorgen over tabet husker jeg og jeg kan stadig blive ked af det men det føles ikke helt så tungt mere.... Ophavsmand til bogen "Passion".

Skriv kommentar