Jeg frygter den kulde

Istanbul

Jeg har fundet mig en lille solplet i en lounge i Istanbul lufthavn. Det er flere år siden, jeg har været her sidst. Jeg kan intet kende. Øh – for resten er der vist kommet en ny lufthavn… Jeg har været her i 7 timer nu, så jeg er ved at tø op.

Der var ellers god plads, dejlig service og lækker mad på flyet fra Johannesburg, men jeg frøs vanvittigt under de 4 syntetiske tæpper, som jeg kunne tiltuske mig. Hver gang, jeg vågnede, var det med en ny drøm, der handlede om kulde – og hvor jeg ikke kunne sige noget, fordi min hals var helt tør og om.

Min hals er helt tør og øm!

Jeg havde godt nok tænkt, at det ville blive en udfordring at lande lige ned i Danmarks kulde, vira og bakterier efter mindst 33 grader og sol hver dag siden starten af december. Men at jeg ikke engang skulle nå frem, før jeg blev ramt, havde jeg ikke overvejet.

Jeg rejser med en god følelse i maven. I forgårs havde vi generalforsamling i vores lille forening i Mozambique. Det er aldrig noget, jeg tager let på, som jeg ville have gjort i Danmark – vores foreningsland. Man ved aldrig, hvad mozambiquiske mænd kan finde på for at demonstrere deres vigtighed…

Og selv om jeg efterhånden er ret godt med, når alt foregår på portugisisk, er sådan et møde en udfordring. Mozambiquere smider let et par ord ind på Shangana (lokalsproget i vores område), når de bliver ivrige, oprørte eller vil sige noget sjovt eller flovt. Og der står jeg af.

Og alt, hvad, jeg synes, er logisk omkring foreningsarbejde og demokrati, er åbenbart ikke logik i Mozambique. Det er dage som denne, jeg føler mig som en fremmed fra kulden, selvom jeg er sammen med mennesker, som jeg er glad for, og som jeg har kendt i flere år nu.

Men vi havde i år endda en hyggelig stemning, god debat og valg, der faldt ud, som jeg ønskede.

Så nu vil jeg gå ned til mit sidste fly uden bekymringer – i hvert fald ikke mere alvorlige end mødet med den kulde.

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar