Jeg har ikke kontrol over situationen

coronaspor

I år er det 19 år siden, at jeg fik konstateret MS. Det vil også sige, at det er 19 år siden, jeg fik svar på, hvorfor min krop havde opført sig så underligt de foregående fire år.

Noget af det bedste, livet med sklerose har lært mig, er at acceptere ikke at have kontrol over situationen.

Kurt, der også har været en del af hele denne rejse med MS, har egentlig altid været god til at håndtere en masse uvisheder. Men jeg havde det bedst, når jeg havde fuldstændig styr på alle detaljer. Da vi var unge, kunne jeg blive tosset, når han udfordrede mine kontroltendenser. Ja, og det samme blev jeg, når sklerosen besværliggjorde mit overblik og tjek på livet.

Nu kan jeg bare sige, at mange gentagelser har en effekt. Hvor har jeg efterhånden været i utallige situationer, hvor min succes med mit forehavende eller mit ve og vel afhang af andre mennesker, af Gud eller sågar af skæbne og tilfældigheder. Og jeg er heldigvis blevet bedre og bedre til at slappe af i denne omstændighed. Selv vil jeg gå så vidt at sige, at jeg blevet temmelig god til ikke at have kontrol over situationen. Jeg kan nu godt slappe af med en del ubekendte faktorer.

Det er selvfølgelig ikke kun MS, der har givet mig denne evne, men også alderen og den måde, jeg har valgt at leve mit liv på. Men uden MS ville jeg aldrig have lært at give slip på bekymringerne, som jeg kan nu.

Og hvorfor fylder disse tanker mit hoved i dag?

For tiden udfordrer pandemien i verden nok mere min hverdag, end MS gør. Den anden dag skrev jeg om mine besværligheder i forbindelse med at rejse til Danmark. Det er jo ikke fordi, jeg på den måde har lyst til at rejse til Danmarks kulde, mørke og restriktioner lige nu, men jeg bliver nødt til det. MS gør, at jeg behøver det.

Langt om længe fik jeg udtænkt en rejseplan. Først udskød jeg rejsen med et par dage, så jeg ikke skulle rejse en mandag, men en torsdag – og dermed ikke skulle have en test på laboratoriet en søndag. Inden det havde jeg forlænget rejsen, så jeg ville have tid til at tage en antigentest i Doha, men det er åbenbart heller ikke muligt, da man ikke må komme ud af transit uden en opholdstilladelse.

Min plan er, at vi kører til hovedstaden om tirsdagen, hvor jeg laver en test klokken 12. Dagen efter laver jeg så en test klokken 10.30, der er 24 timer før boarding om torsdagen.

Min plan er, at Qatar den dag vælger at placere deres rareste menneske, som også har mandat til at handle bare lidt imod restriktionerne uden at skulle spørge en overordnet, i min check-in-skranke.

Min plan er, at mit første coronasvar er negativt. Privathospitalet, hvor jeg har bestilt tid, har lovet mig, at jeg kan have svar efter kun lidt mere end 24 timer. (Mozambique anerkender ikke antigentest, så de er ikke tilgængelige.)

Min plan er, at den rare mand i skranken vil kunne se, at det er godt nok med et bevis for, at jeg ikke har corona – når nu jeg kan vise ham, at jeg har taget en yderligere test, som vil kunne vise et tilstrækkeligt ungt svar ved boarding i Doha. Her skal det nævnes, at en flink dame i politiets hotline den anden dag oplyste mig om, at flyselskaberne har fået udtrykkeligt besked på ikke at lade nogen ombord, der ikke kan leve op til 24-timersreglen.

Min plan er, at også mit andet testsvar bliver negativt – og at privathospitalet vil have internet samt en teknisk snild person til at sende mig svaret på e-mail.

Min plan er, at der fredag nat vil være et virkende Wi-Fi i Doha, så jeg kan hente det altafgørende dokument ned og dermed bevise mit rene mel i posen.

olsenbandenplan

Jeg vil gøre mig umage med at planlægge aktionen så godt som muligt. Måske vil jeg se en Olsenbanden til inspiration, men i hvert fald vil jeg bede en bøn. Mit forehavendes succes afhænger overvejende af andre mennesker, Gud, skæbne, teknik og tilfældigheder.

Det meste er ude af mine hænder. Jeg har bestemt, at jeg ikke gider bekymre mig mere, men nyde mine sidste dage i de varme lande. Hvem ved, om det bliver endda endnu sværere at rejse i denne pandemiske verden?

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar