Jeg skal få hovedet ud af røven

Jeg ved om nogen, at det er alt for nemt at blive optaget af sig selv, og det er også det man får at vide man skal være

Husk at tænke på dig selv. Mærk efter hvordan du har det, og hvad kroppen siger. Hvad siger din mavefornemmelse ? Du skal gøre det som gør dig glad og betyder noget for dig.

Måske kan du nikke genkendende til ovenstående. Jeg kan – og jeg har gjort mange af de ting. Men jeg erkender, at jeg til tider også har gjort det for godt. Altså gjort det for meget og for ofte.

Jeg har gjort det så godt og så ofte, at mit udsyn til andre og omsorg for andre ikke altid har været godt nok. Nogle gange skulle jeg har spurgt lidt mere ind til den anden, lyttet lidt mere til den anden, gjort lidt mere for den anden.

Det er ikke noget der fylder mig med dårlig samvittighed. Kun erkendelse.

For jeg har ikke haft det overskud der skulle til. Megen energi og tanker er gået med at holde styr på mig selv, holde hovedet ovenvande og prøve at være bare lidt.

Jeg mærker min MS hele tiden. Sådan er det. Men helt galt går det, hvis jeg dedikerer for megen tid og tanke på det. Jeg skal ikke mærke efter hvert 5. minut, jeg skal ikke konsultere min mavefornemmelse og jeg skal SLET ikke kun tænke på mig selv.

For hvad er man hvis man ikke er noget for andre ?

Men det kræver ofte, at jeg har overskud og det får jeg ikke af, at tænke på mig selv og føle efter. Jeg skal tage hovedet ud af røven, se mig omkring, se og lytte til andre. Det er om at få balancen i tingene, men nogen gang tipper vægten…

Henrik

Fik konstateret MS i 2009. Fra et job som Nordisk IT Chef i en international koncern til pensionist med tom kalender. Nu handler det om at skabe mening og kvalitet i hverdagen istedet for mange møder, rejser og videokonferencer. Det lykkes ofte ! - sorgen over tabet husker jeg og jeg kan stadig blive ked af det men det føles ikke helt så tungt mere.... Ophavsmand til bogen "Passion".

Skriv kommentar