Jeg trækker fronterne op

20190328 Korsor_9452

For mig er det godt lige at bruge lidt tid på at orientere mig lidt og finde ud af hvordan tingene ser ud. Den ene dag tager den næste og så er det jul igen…

Lige at se hvor jeg er, kan også ofte forklare for mig, hvorfor jeg måske føler mig mere træt end ellers og forklarer, hvorfor mit humør ikke står på solskin men måske uvejr eller bare lidt overskyet.

Du kan nok forvente at fronterne i Danmark i det næste stykke tid bliver trukket op, da vi er i et valgår, men her er mine “fronter”:

 

MS Fronten

Overordnet går det godt synes jeg, men der er sten i skoen.

Jeg har ikke haft attakker længe, men jeg synes det går lidt tilbage generelt. Har mindre energi og færre kræfter, men det kan også være alderen, der er begyndt at trykke bare lidt.

Til gengæld er jeg meget lidt glad for at min region har besluttet at nedlægge den eneste åbne scanner de havde og erstatte den med en rør scanner. Den laver bedre billeder siger det – sikkert rigtigt – men nu har de kunnet se det de skal se i 7 år og min hjerne ser sikkert ikke bedre ud i 4K. Min klaustrofobi sætter i fuld galop når jeg skal i en lukket scanner og jeg opfatter det nærmest som vold på min person.

 Jeg har bedt om at få ny kontaktlæge. Det kan man, men der skulle lidt tilløb til. Vedkommende er sikkert rar og måske dygtig men vedkommende følger ikke op og svarer ikke på henvendelser – og det kan jeg ikke acceptere.

Jeg er forbløffet over at min tandlæge sagtens kan finde ud af at indkalde mig hvert halve år til eftersyn, men min region kan ikke finde ud af at indkalde mig til MR scanning een gang om året trods milliard investering i en sundshedplatform. Hver gang er det mig som skal huske dem på det, og det er jeg gal over.

Privat fronten

Her går det godt. Jeg er ikke blevet skilt…

Mine to døtre har fået lejlighed på Frederiksberg og det har krævet en del. Det er godt, men de har begge to sygdom at slås med. Som forældre er det ikke rart at opleve, at der skal slås med sygdom samt et offentligt system.

Om ikke længe skal vi alle fire til Berlin. Det glæder jeg mig meget til. Der er meget godt at sige om Berlin, som ligger dejligt tæt på.

Lidt længere ud venter en tur til Barcelona, hvor mine døtre er turguider da de har været der før, hvilket jeg ikke har.

Og så er det kalendermæssigt blevet forår hvilket jeg også har kunne mærke på vejret, som er blevet mere venligt og optimistisk. Jeg glæder mig vildt over ikke at have en have jeg skal gøre forårsklar – for jeg har den dejligste have i Det Kongelige Danske Haveselskabs have lige på den enden side af vejen. De holder den så pænt :-)

Foto fronten 

Jeg har siden en fejlslagen masterclass i 2018 ikke følt den store inspiration eller lyst. Glæden ved fotografi har været til at overse, men jeg har den stadig. Måske bare på en anden måde ? 

Jeg gør noget for at holde det vedlige og har bla været i en tur i Odense på Brandts for at se udstillingen 1-2-3-4 af Anton Corbijn. Det var en udstilling som min datter, som var med, var meget begejstret for – og det helt uden at kende Anton Corbijn på forhånd eller mange af de bands og musikerer, har har fotograferet.

 

Henrik

Fik konstateret MS i 2009. Fra et job som Nordisk IT Chef i en international koncern til pensionist med tom kalender. Nu handler det om at skabe mening og kvalitet i hverdagen istedet for mange møder, rejser og videokonferencer. Det lykkes ofte ! - sorgen over tabet husker jeg og jeg kan stadig blive ked af det men det føles ikke helt så tungt mere.... Ophavsmand til bogen "Passion".

Skriv kommentar