Julen er passeret og det gav stof til lidt eftertanke

Jul 2019

Julen har ændret sig – noget savner jeg og andet ikke

Jeg synes julen og julemåneden har ændret sig. Det skyldes måske bare alderen og tidernes ugunst (eller velsignelser) ?

Tidligere oplevede jeg julemåneden på en helt anden måde og noget skyldes min alder og ændrede forhold for mig. Og andet skyldes ændringer i samfundet.

Da mine børn var mindre skulle vi til juleafslutning i skolen, fritidshjemmet og ved deres fritidsaktiviteter. Der var juleafslutninger alle steder: på danseinstituttet, hos spejderne og min arbejdslads havde også en familie juletræsfest med gaver, godterposer, æbleskiver og underholdning.

Så skulle man også selv til julefrokoster: med familien, sammen med upassende Onkel Einar og irriterende Tante Viola, julefrokost på arbejdet, i den klub man kom i og julefrokost sammen med vennerne fra de unge år. Dertil kommer at ens forældre og svigerforældre havde tradition for julearrangementer med deres venner, hvor man også var inviteret.

Det kunne sgu godt blive for meget !

Som barn var jeg på juleindkøb med min mor. Rundt i forretninger efter den “indkøbseddel” min mor havde; “vi skal også have en gave til Onkel Niels – bare en lille ting”. Det var den ene gang on året jeg kom på konditori. Lagkage og chokolade (ikke kakao !). Vi så på vinduer og baksede hjem i linie 6 med en masse poser og æsker. Beruset af julen og de mange “Glædelig Jul og Godt Nytår” fra smilende ekspedienter med ømme fødder. Træt af den voldsomme trængsel og alarm. Men det var ligegyldigt for det var jul !

Og så skulle de pakkes ind. Flere slags gavepapir, flere slags gavebånd og tape i rå mængder…Jeg var (og er) elendig til det. Jeg har været taknemmlig og glad når ekspedienten har tilbudt at pakke det ind. Yes ! I Magasin får jeg at vide at jeg skal op i sankt hans salen hvor jeg finder gavepapir og selv kan pakke det ind. Eller gaven kommes i en dødsyg “prøvekuvert” påtrykt et eller andet julemotiv. Praktisk, hurtig og røvssygt.

Meget af det har jeg videreført mine børn.

Men det har ændret sig de senere år. Dels er mine børn nu store og er på arbejde…Og jeg har ikke firmajulefrokoster og vi skal ikke til jule tam i SFOén. (hvilket jeg ikke savner!)

Som ung husker jeg den store irritation over, at den gave man købte i december månede røg på udsalg i januar. Nu er der tilbud hele december og “udsalget” starter efter 2. juledag.

Men det er jo altsammen ligegyldigt nu. Nu købes julegaver på Black Friday og Cyber Monday. Smilet og “Glædelig Jul og Godt Nytår” er erstattet af en mail et par dage senere. “Tak for dit køb. Måske kunne dette også have din interesse ?”

Black Friday slog i år 2019 rekord.

“Det viser en opgørelse fra Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH), der har registreret en stigning på 50-60 procent i forhold til forrige års Black Friday.”

Kilde: Nyhederne TV2 – https://nyheder.tv2.dk/samfund/2019-11-30-danskerne-slog-shoppingrekord-paa-black-friday

Jeg har sammen med familien tilbragt et par dage i december i Paris. Jeg ELSKER de mange små butikker. Det er glæde, det er inspiration, det er menneskeligt.

Men det kræver, at man ikke klikker sig frem på Black Friday (som i nogens øjne virkelig er sort). Altså jeg må ud. Og der gør det mig lidt trist, at der er så mange ledige butikslejemål i København. Der kommer færre og færre butikker. Jo, der kommer cafeer, gourmet burger joints og “få 7 serveringer for 250 kr med Tipster”.

Men hvor fanden er slagteren, grønthandleren, sko forretningen, butikken med isenkram (som alle er blevet til butikken der få dit hjem til at ligne et upersonligt katalog med produkter med fake patina lavet i Kina) og herretøjsforretningen ?

Du kan få det billigt på Black Friday. Men hvor er smilene og “Glædelig Jul og Godt Nytår” ?

 

PS:

Læg mærke til at jeg ikke skriver, at da jeg var barn kælkede vi og byggede snemænd til jul. Dét havde ikke passet. Hvid jul er en illusion omend en smuk illusion.

“Siden 1900 har der været landsdækkende hvid jul i Danmark ni gange. Nemlig i 1915, 1923, 1938, 1956, 1969, 1981, 1995, 2009 og 2010[1], mod 31 lokale[2]. Chancerne for landsdækkende hvid jul er således blot ca. 7%, og i 67% af tilfældene er vejret den 24. december sidst på eftermiddagen gråt og mildt.[1]”

Kilde: wikipedia – https://da.wikipedia.org/wiki/Hvid_jul

 

Henrik

Fik konstateret MS i 2009. Fra et job som Nordisk IT Chef i en international koncern til pensionist med tom kalender. Nu handler det om at skabe mening og kvalitet i hverdagen istedet for mange møder, rejser og videokonferencer. Det lykkes ofte ! - sorgen over tabet husker jeg og jeg kan stadig blive ked af det men det føles ikke helt så tungt mere.... Ophavsmand til bogen "Passion".

Skriv kommentar