Krav er blevet et flydende begreb

Jeg kan godt undre mig en gang i mellem, når jeg er til fodboldtræning med min søn. Jeg undrer mig over de krav, eller de ’ikke eksisterende krav’, som forældrene sætter for deres børn. Fodbold er et glimrende sted at starte med at sætte krav. Små krav som børnene kan honorere, som f.eks. at sætte sig på stregen, når træneren kræver det. At man skal være stille, når træneren taler, eller når andre har ordet. Man skal stille sig i kø, inden man skal igennem en øvelse, og man skal øve sig på nye ting der er svære. Alle disse små krav, der omhandler impulsstyring, behov tilsidesættelse, vedholdenhed, og træning i at være sammen med andre på en god og behagelig måde – for alle(!!!).

Jeg undrer mig ikke over, at børnene ikke altid kan honorere, de krav man sætter. Jeg undrer mig over, at forældrene ikke hjælper trænereren med, at i det mindste, at få deres barn til at forstå, at kravet lige nu, er at de skal sidde stille på en streg. Ikke at kravle i ribberne. Ikke at rulle rundt i midten af cirklen. Træneren kan selvfølgelig ikke sige, ”nu sætter du dig på den streg, ellers kan du ikke være med!”. Men det kan forældrene faktisk. Det mener jeg faktisk de skal! Det er så essentielle krav, som børn simpelthen skal lære! Hvis de ikke lærer det nu, hvordan skal de så blive lukket ind i et velfungerende fællesskab. Sandsynligheden for at de kommer til at få det svært, når de skal begynde at gå i skole, og ukendte voksne skal begynde at sætte krav til deres adfærd og arbejdsindstilling – er rimelig høj. Krav er et vilkår i livet, vi alle sammen skal kunne forholde os til. Jo før de små kommer i gang med at forstå, hvad andre mennesker kræver af dem i forskellige sammenhænge, jo nemmere vil det blive for vores børn.

Denne blog skal ikke ses, som endnu et indlæg til en omgang forældre bashing, men vi bliver nødt til at overveje vores rolle som forældre. Vores rolle er ikke at være eftergivende, og være isbryder for vores kære børn. Vi har sat vores børn i verden af kærlighed. Vi må også tage det ansvar at opdrage vores børn og vise dem vejen. Det er i min verden kærlig – og ikke mindst respekt for sig selv, sit barn og den omverden, som barnet skal leve iblandt.

Martin

Jeg er 32 år gammel og bor på Nørrebro med min kæreste og 2 små børn. Til daglig arbejder jeg som skolelærer i København, hvor jeg underviser børn og unge. Jeg har altid levet et aktivt liv, hvor fodbold har fyldt rigtig meget, da jeg har en baggrund som elitefodboldspiller. Jeg fik stillet MS diagnosen i 2008, men jeg lever et helt normalt liv som alle andre, “normale” mennesker. Følg mit liv, beskrevet herinde på bloggen, hvor jeg blandt andet vil skrive om mit liv som far, kæreste, og en stadig forholdsvis ung mand med MS. Man er altid velkommen til at skrive kommentarer i kommentarfeltet.

Skriv kommentar